Nedenstående beretning er sendt via mail til hjemmesidens ejer og videregives derfor ikke i samme format som de personlige beretninger.
Linea, 46 år.
Jeg er 46 år og har været på kontanthjælp det meste af mit liv. Jeg har skoliose, smerter i ryggen og fibromyalgi. Mit første anfald kommer efter at min mand starter i et nyt job. En dag oplevede jeg, at jeg kunne ikke styre mit hoved eller mine arme. Jeg kunne heller ikke tale. Der bliver ringet til lægen, som heldigvis boede i nærheden. Han bliver skræmt og ringer til skadestuen. Da jeg kommer på skadestuen, kunne jeg sige lyde, men jeg følte at min krop var lammet. Jeg følte mig frisk i hovedet og jeg ville sige en masse, men jeg kunne ikke. Jeg blev mødt af en uforstående sygeplejerske, der sagde at jeg skulle tage mig sammen. Men min krop var ikke samarbejdsvillig. Hun skræmte mig og gjorde mig ked af det.
Jeg blev sendt til et hospital, hvor jeg blev grundigt undersøgt i 2 dage. Her fik jeg besked på at jeg havde stress. Jeg havde også meget om ørerne og sagde aldrig nej til at hjælpe andre. Mine anfald blev herefter ved med at komme og med hvert anfald blev min hukommelse værre. Jeg glemte ord og jeg blev nødt til at forestille mig billeder af ting for mit indre øje for at kunne snakke om dem. Før anfaldene kørte mine tanker altid med 120 km i timen og jeg kunne huske alt. Men efter anfaldene kunne jeg sidde og stirre ind i en væg og der kom ingen tanker. Det var meget svært for mig at takle og jeg følte at jeg have mistet mig selv.
Min familie fandt nogle metoder, som kunne hjælpe under anfald. De har holdt mit hoved, så det ikke faldt bagover. De har hjulpet mig ned at ligge og givet mig massage. De giver mig piller, så jeg har kunnet slappe af og sove. Nu da vi er blevet vant til anfaldene, så samarbejder vi rigtigt godt om at håndtere dem.
Efter et stykke tid, beslutter jeg mig for at jeg vil videreundersøges for anfaldene. Jeg bliver henvist til en specialiseret afdeling. De undersøger mig og finder ud af at jeg har PNES og ikke epilepsi. De anbefaler mig at komme til deres kursus i 8 uger og det tager jeg i mod. At modtage diagnosen gjorde at jeg kunne begynde at læse om anfaldende og undersøge, hvad der skulle til for at jeg kunne få det bedre. Én af de ting var at sætte mit tempo ned. Helt ned til sneglefart.
Det gik fint i de første 2 uger efter forløbet på afdelingen, men så knækkede filmen igen. Jeg måtte på afdelingen presse mig selv til at åbne for nogle traumatiske minder, som jeg helt ville undgå og jeg havde nu ingen at tale med det om. Jeg spurgte min sagsbehandler om psykologhjælp og hun sagde at jeg skulle søge om engangsydelser til det. Jeg begyndte at få det rigtigt skidt og kunne slet ikke bruge de værktøjer, jeg havde fået fra mit forløb. Jeg gik til lægen, som diagnosticerede mig med depression og angst. Lægen mente at jeg skulle have psykologhjælp, men jeg det havde jeg ikke råd til på kontanthjælp. Og jeg skulle søge om det, men det havde jeg ikke overskud til.
Jeg har stadig anfald. Jeg er så heldig at jeg får advarsler - min arm begynder at sitre og så ved jeg, at jeg skal holde mig i ro. Mine anfald kan vare fra timer til dage og jeg tager medicin for at håndtere dem.
Før i tiden kom mine anfald, hvis jeg var stresset eller lavede noget fysisk. Efter jeg har været i forløbet på den specialiserede afdeling, så er de begyndt at komme af små ting, f.eks. mens jeg dækker bord, når jeg er i bad, hvis jeg er sammen med andre mennesker eller hvis jeg er i gang med at planlægge min dag. Det skræmmer mig, at mine anfald kommer af ingenting nu.
Når anfaldene er slut, er min krop meget træt og min arm gør rigtigt ondt. Ud over anfaldene, har jeg også fibromyalgi, så jeg har bare rigtigt mange smerter hele tiden.
Jeg har altid været en positiv og glad person. Jeg har gjort alt for alle og har hjulpet hvor jeg kunne. Jeg har aldrig sagt nej, for jeg vil ikke gøre andre kede af det. Men det kan jeg ikke mere. Jeg forsøger at holde en facade oppe hele tiden. Når folk spørger til, hvordan det går, så siger jeg at det går godt, selvom jeg indeni har lyst til at skrige.
Jeg har været nødt til at sortere i mine bekendtskab og sørge for, at jeg ikke er sammen med mennesker, der påvirker mig negativt.
Jeg tænker på nuværende tidspunkt ikke at det er realistisk, at jeg finder et job, med alle de skavanker jeg har. Jeg vil derfor gerne have førtidspension, så jeg kan få lidt ro på mit liv. I fremtiden, vil jeg forsøge at tænke mere på mig selv og ikke kun sørge for andre. Jeg vil fortsætte med at se positivt på tingene og livet. Jeg kunne godt forestille mig at dyrke min hobby med engle og tarotkort mere.