Funktionelle anfald kan være en svær diagnose at stille, da anfaldene kan ligne epileptiske anfald. De senere år er lægerne dog blevet bedre til at opdage funktionelle anfald, men der kan i nogle tilfælde fortsat gå lang tid fra første anfald og indtil lægerne finder ud af, at barnet har funktionelle anfald.

 

Lægerne vil typisk lave mange undersøgelser for at afkræfte, at årsagen til anfaldene er epilepsi eller tegn på anden underliggende fysisk sygdom. Mange forældre til børn med funktionelle anfald vil forståeligt bekymre sig om, hvorvidt man overser epileptiske anfald, og om barnet kan tage skade af anfaldene. Nogle typiske kendetegn under anfaldene (for eksempel varigheden af anfaldene og typen af bevægelser) samt en undersøgelse af hjerneaktiviteten (EEG-undersøgelse), der ikke viser de typiske forandringer, som man ser ved epilepsi, vil dog kunne bekræfte, at det drejer sig om funktionelle anfald.

 

Det kan være en god idé at få en samtale med den behandlende læge, hvis man er i tvivl om ens barn er undersøgt grundigt nok, og om ”funktionelle anfald” er den rigtige diagnose, så lægen kan uddybe på hvilken baggrund diagnosen er stillet. Det har stor betydning for en vellykket behandling, at man som familie har en god forståelse og accept af, hvorfor barnet er diagnosticeret med funktionelle anfald.

 

I nogen tilfælde (ca. 10-15 %) vil barnet have både funktionelle anfald og epileptiske anfald. I så fald vil lægen fortælle, hvordan man skal håndtere de to typer anfald, så familien kan blive tryg ved at kunne genkende og vide, hvordan de hjælper barnet afhængig af typen af anfald.