Hold fast i hverdagen. Det kan hjælpe ikke at lade anfaldene få for meget opmærksomhed. Det vil sige, at du og din familie så vidt muligt holder fast i dine daglige aktiviteter og forsøger at flytte fokus væk fra anfaldene. Når du flytter fokus væk fra anfaldene og i stedet fokuserer på at gøre ting, som er sunde for dig, så vil det i mange tilfælde føre til at antal og omfang af anfaldene mindskes. Det er derfor vigtigt, at du passer på dig selv. Husk at spise sundt, få sovet om natten, dyrk motion og undgå at isolere dig fra andre på grund af anfaldene.

 

Kend dig selv og din krops signaler. Selv om det kan være svært, så kan du selv prøve at øve dig i at mærke din krops signaler og blive klog på, hvordan din krop reagerer på forskellige situationer og følelser. Du kan prøve at tænke over, om der er nogle bestemte ting eller situationer, der kan være med til at udløse dine anfald. Måske er det nogen svære følelser eller ubehagelige tanker, som kan være med til at starte et anfald? Måske er det på grund af træthed, eller en følelse af ikke at kunne overskue den situation, som du er i? Hvis du øver dig i at mærke de signaler, som kroppen sender til dig, så vil du måske bedre kunne forstå, hvorfor din krop reagerer, som den gør, og derved blive bedre til at standse anfaldene i opløbet. Det er også nogle af de ting, som du og din psykolog eller psykiater vil arbejde med. Vi giver herunder eksempler på nogle enkle opmærksomhedsøvelser, som kan bruges til at få kroppen i ro.

 

Øvelse 1: Tag ti indåndinger:

Tag ti langsomme, dybe vejrtrækninger. Fokuser på at ånde ud så langsomt som muligt, indtil dine lunger føles tømte (uden at det bliver ubehageligt) – og giv dem så lov til at fylde sig igen af sig selv.

Læg mærke til følelsen af dine lunger, der tømmer sig. Læg mærke til, at de fylder sig igen. Læg mærke til, hvordan din brystkasse udvider sig og trækker sig sammen. Læg mærke til, hvordan dine skuldre sagte hæver og sænker sig.

Prøv, om du kan lade dine tanker komme og gå, som om de blot er skyer, der driver forbi på himlen.

Udvid din bevidsthed: Læg på samme tid mærke til din vejrtrækning og din krop. Se dig derefter omkring i rummet og læg mærke til, hvad du kan se, høre, lugte, røre ved og føle.

 

Øvelse 2: At kaste anker:

Placer dine fødder fladt mod gulvet.

Skub fødderne nedad – læg mærke til gulvet under dig, læg mærke til, hvordan det understøtter dig.

Læg mærke til muskelspændingerne i dine ben, når du skubber dine fødder nedad.

Læg mærke til hele din krop – og følelsen af tyngdekraften, som flyder ned gennem dit hoved, din rygrad, dine ben og ned i dine fødder.

Se dig nu omkring og læg mærke til, hvad du kan se og høre omkring dig. Læg mærke til, hvor du er, og hvad du gør.

 

Øvelse 3: Læg mærke til fem ting:

Stop op et øjeblik.

Se dig omkring og læg mærke til fem ting, som du kan se.

Lyt omhyggeligt og læg mærke til fem ting, som du kan høre.

Læg mærke til fem ting, som du kan føle er i kontakt med din krop (for eksempel dit armbåndsur imod dit håndled, dine bukser imod dine ben, luften imod dit ansigt, dine fødder imod gulvet, din ryg imod stoleryggen).

Gør til sidst alt det ovenstående på samme tid.

 

Vær venlig mod dig selv. Mange unge fortæller, at de har høje krav til sig selv: man skal både være den dygtigste i skolen, den med flest venner, den smukkeste og den som alle synes er sjov. Det kan være et stort pres at skulle leve op til alle de krav, og det er vigtigt, at du øver dig i at være din egen bedste ven. Det betyder, at du skal øve dig i at være god og støttende overfor dig selv. Husk at have fokus på, hvad der gør dig glad og hvilke ting, som er rare og gode for dig. Øv dig i at sige pyt, når tingene ikke går som ventet, og accepter dig selv, som den du er.

 

Tal åbent med andre. Mange unge fortæller, at de føler sig meget ensomme som om, at de er den eneste i verden, der har funktionelle anfald. Det kan være en hjælp at tale åbent med familie, gode venner og en lærer om anfaldene. På den måde får de mulighed for at hjælpe og støtte. For mange er det en lettelse at få talt med andre om sygdommen, og det kan fjerne noget af det pres, som man kan føle på grund af anfaldene.