Personlig beretning: "Nanna", 12 år

”Nanna”, 12 år. ”Nanna” er et opdigtet navn. Hjemmesidens ejer er bekendt med hendes rigtige navn.

 

Et typisk anfald

Det er meget forskelligt, om jeg kan mærke, at der er et anfald på vej. Nogle gange mærker jeg ingenting, andre gange kan jeg mærke, at mit hjerte begynder at banke hurtigere, og jeg får kvalme. Før i tiden, da anfaldende var allerværst, blev jeg helt stiv i kroppen og fik kramper, men nu er det mere besvimelser.

 

Når jeg besvimer, så bliver det bare helt sort – som om jeg ”slukker”. I begyndelsen så jeg ting, mens jeg var besvimet. Lidt ligesom en drøm. Jeg har f.eks. oplevet, at se mig selv med en kugle i hånden. Inden i kuglen var alle de mennesker jeg elskede, men også alle mine problemer. Jeg kunne ikke kaste den fra mig, fordi min familie var der inde, men jeg havde heller ikke lyst til at holde den, fordi alle mine problemer også var der.

 

 Når jeg har mine anfald, er det lidt ligesom at være inde i en flødebolle.

  – om oplevelsen af et anfald.

 

Når jeg har mine anfald, er det lidt ligesom at være inde i en flødebolle. Det er som om, at luften omkring én bliver til skummet inde i flødebollen, og det bliver meget svært at trække vejret. Som om at skummet sidder i munden og næsen og over det hele.

 

Der kommer flere anfald, når jeg er stresset, syg eller ked af det. Men nogle gange kan de også bare komme ud af det blå. Jeg har nok ét anfald om ugen. Det er ret forskelligt, hvor langt tid anfaldene varer. De kan vare helt op til 1-2 minutter, når de er værst, og andre gange varer de kun 20 sekunder.

 


Det første anfald

Mine forældre skulle skilles, og jeg havde det lidt svært i skolen. Der var faktisk en masse ting, som jeg havde det ret svært med. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det fagligt i skolen, og min allerbedste veninde rejste til Australien. Og så begyndte jeg at besvime som en slags måde at undgå det hele. Jeg havde før oplevet at besvime, fordi jeg var syg, men det var, da jeg var omkring 7 år. Da fortalte lægerne mig, at jeg nok ville besvime engang imellem, hvis jeg fik influenza.



Undersøgelser og livet med anfald

Jeg har været meget på hospitalet i forbindelse med mine anfald. Jeg har været indlagt et par dage og er kommet ud igen, og så er jeg blevet indlagt igen. Jeg har også fået lavet en masse tests. F.eks. har jeg ligget inde i sådan en maskine, der siger en masse lyde og måler, hvordan hjernen virker. Det var lidt uhyggeligt, og jeg kunne ikke så godt lide lydene, men heldigvis var min mor der, for enden af sengen.

 

 Jeg følte, at alle andre var normale, og jeg selv var unormal [..]

  – om at leve med anfaldene.

 

Jeg følte, at alle andre var normale, og jeg selv var unormal, fordi jeg havde de her anfald og ofte var på hospitalet.

 

Modtagelse af diagnosen

Lægerne undersøgte, om det var epilepsi eller stress. Jeg synes, at det var svært at vide, om det var det ene eller det andet. Jeg kan ikke så godt huske, hvad lægerne fortalte. Jeg tror, at de snakkede med mine forældre først og fortalte, at anfaldene var på grund af stress. Og så snakkede mine forældre med mig.

Det var meget underligt at få den besked. Det var ubehageligt at vide, at man har stress, og at anfaldene kommer, fordi man har stress. Men det var også rart at finde ud af, hvad det egentlig var. Det hjalp at få sat ord på.

 

 Det hjalp at få sat ord på.

  – om at modtage diagnosen.

 

Familie og venner

Til at starte med, tacklede skolen det ikke særligt godt. Jeg følte ikke at mine klassekammerater og lærer forstod, at anfaldene ikke var min skyld. Nu er det blevet bedre.

Jeg fortalte først, at jeg havde anfald på grund af stress til mine nærmeste venner og så bagefter til flere andre. Nu tror jeg, at hele klassen ved det. Jeg sagde bare, at jeg besvimer nogle gange, og at de ikke skal være bange. Mine venner har været rigtig gode til at forstå, og min lærer har selv prøvet at besvime engang imellem, så hun har også taget meget ansvar.

 

I dag og fremtiden

Der var rigtig meget uvished om, hvor jeg skulle bo efter mine forældres skilsmisse, men nu er der mere vished, og det er blevet lettere for mig. Jeg har også været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå et år om i skolen, fordi jeg er gået glip af meget skolegang. Det synes mine lærere var en god idé, så det er der også kommet mere vished om. Jeg tænker også, det er en god idé, fordi de andre i min nuværende klasse er lidt mere modne. Det er som om, at jeg lidt er blevet sat på pause i min udvikling, fordi jeg har været så meget på hospitalet. Så de andre i klassen virker ældre end mig, men det er de egentlig ikke.

 

 Jeg tror, at mine anfald ender med at gå helt væk, fordi det går så meget fremad hele tiden.

  – om fremtiden.

 

Jeg tror, at mine anfald ender med at gå helt væk, fordi det går så meget fremad hele tiden. Det går meget bedre nu, end det gjorde for et par måneder siden, så jeg tænker at anfaldene ender med at forsvinde helt.

 

Gode råd:

Nanna: ”Snak med folk og husk på at der er mange andre, der også har anfald”

Det er vigtigt at snakke med folk og tage i mod den hjælp, som de tilbyder. Og så skal man huske, at der også er andre, der oplever anfald. Måske ikke præcist som man selv gør det, men de oplever en slags anfald. Så man er ikke alene.