Personlig beretning: "Ditte", 16 år

”Ditte”, 16 år. ”Ditte” er et opdigtet navn. Hjemmesidens ejer er bekendt med hendes rigtige navn.

 

Et typisk anfald

Jeg kan mærke, når jeg er ved at få et anfald. Jeg får hjertebanken og koldsved, og jeg begynder at trække vejret hurtigere og hurtigere. Og så bliver jeg rigtig svimmel. Det er lidt ligesom, når man har drukket for meget alkohol.

 

 Det er lidt ligesom, når man har drukket for meget alkohol.

           – om oplevelsen af anfald.

 

Og så falder jeg om. Jeg har fået fortalt, at jeg begynder at trække vejret på en besværet måde og derefter begynder jeg at krampe. Jeg er bevidstløs mens anfaldene foregår. Jeg er bare helt væk og kan ikke huske noget som helst. Nogle gange er jeg slet ikke klar over, at jeg har haft et anfald.

Før i tiden kunne jeg slet ikke stå på mine ben, når jeg vågnede efter et anfald. Og jeg var bange og så træt, at jeg kunne sove i flere timer. Nu rejser jeg mig bare op igen.

Jeg synes ikke, at anfaldene kommer i bestemte situationer. Nogle gange kan det godt udvikle sig til et anfald, hvis jeg bliver bange. F.eks. hvis jeg er utryg ved nogle mennesker, som jeg er sammen med. Da det var allerværst havde jeg 7-8 anfald om ugen, men nu er det 3-4 måneder siden, jeg sidst har haft et anfald. De første anfald varede helt op mod 40 minutter, men nu varer de under et minut.


Det første anfald

Mit liv var egentlig stille og roligt. Jeg er blevet mobbet meget i gennem folkeskolen, men ellers gik det godt, og jeg var klar til at forberede mig til eksamen. Jeg følte egentlig ikke, at mit liv var særligt stressende, men jeg havde det selvfølgelig svært med skolen grundet mobningen.

Jeg skulle så på en tur med ungdomsklubben til et andet land. Mens vi var af sted, slog jeg en morgen hovedet op i et loft, og jeg havde det derefter rigtigt skidt hele dagen. Jeg var svimmel og havde kvalme og sådan noget. Da jeg kommer til lufthavnen, fik jeg det endnu værre. Pludseligt kan jeg huske, at én af lærerne råbte ”Grib hende!” og så faldt jeg om på jorden. Da jeg vågnede, var der tolv læger omkring mig. Jeg var rigtigt bange og forvirret fordi, at mine forældre ikke var der, og jeg havde ikke kendt lederen af turen i særligt mange dage. Og så skulle jeg indlægges derovre uden at vide noget om, hvad der var sket.

 

Undersøgelser og livet med anfald

I udlandet, fik jeg taget en masse blodprøver, og jeg blev tjekket for hjernerystelse. Og så gjorde de egentlig ikke mere. Min mor kontaktede lægen, da jeg kom hjem til Danmark, og fortalte, at jeg havde haft et anfald. Jeg fik en aftale med lægen, men jeg nåede slet ikke den aftale, for så fik jeg et anfald på min folkeskole, hvor jeg blev hentet med ambulance. Og så blev jeg indlagt. Jeg blev indlagt flere gange. Nogle gange blev jeg indlagt 2-3 gange på en uge. Det var hver evig eneste uge i en måned, indtil de sendte mig til en epilepsiundersøgelse og skanning.

 

 Og så blev jeg indlagt. Jeg blev indlagt flere gange. 

            – om tiden inden diagnosen.

 

Lægerne tænkte i starten, at det var epilepsi, så jeg fik noget medicin for det. Det hjalp de første par gange, og så hjalp det bare ikke mere. Og så fik jeg igen en undersøgelse for epilepsi. Min mor havde optaget et anfald på video, og da lægerne så den video, så sagde de, at det ikke lignede epilepsi. Derefter blev jeg indkaldt til en samtale med overlægen, som sagde, at det ikke var epilepsi. Hun sagde, at jeg skulle overveje at tage kontakt til psykiatrien. Det blev jeg rigtig frustreret og ked af det over. Jeg tænkte ”Du skal da ikke sidde og fortælle mig, at jeg er psykisk syg”. For det var jeg jo ikke. Så jeg havde ikke lyst til at komme i psykiatrien.

Jeg følte ikke, at lægens forklaring var særligt god. Det der med at få at vide, at man har noget med psyken eller er psykisk syg, det er ikke rart, og jeg blev faktisk rigtigt sur over det.

 

Modtagelse af diagnosen

Jeg kom til nogle samtaler i psykiatrien, hvor jeg fik at vide, at jeg havde en funktionel lidelse, og de fortalte mig, at jeg bestemt ikke var psykisk syg. Jeg snakkede med en læge, som lavede nogle undersøgelser for at fastslå, om det var i psykiatrien, jeg skulle fortsætte. Og det var det.

 

Behandling

Jeg har fået samtalebehandling, hvor vi har snakket om hele mit liv, faktisk. Fra jeg var spæd op til nu. Og så har jeg gennem samtalerne lært nogle koncentrationsøvelser, hvor man egentlig bare sidder og slapper af, og går ind i sig selv. Vi har også snakket om ting, jeg har været bange for, og hvordan jeg kunne håndtere de ting.

 

 Jeg synes, at samtalerne har hjulpet mig rigtig meget.

            – om behandlingen.

 

Jeg synes, at samtalerne har hjulpet mig rigtigt meget. Man sidder sammen med én, som man kan fortælle alt til. Og man opdager måske, hvordan de ting, som man har været igennem har ført til, at man er der, hvor man er.

 

Familie og venner

Til at starte med blev min mor og far kede af det fordi, at lægerne snakkede om, at kommunen skulle bringes ind i situationen. De tænkte jo, at de var gode forældre og ikke havde gjort noget forkert. Og det rørte selvfølgelig også mig, for mine anfald havde bestemt ikke noget med dem at gøre.

Det har også været hårdt for mine søskende. Min lillesøster turde i starten slet ikke at være sammen med mig fordi, at hun var bange for, at jeg pludseligt døde. Hun trak sig rigtigt meget. Og min storebror var selvfølgelig også påvirket. Han var også bange for, om jeg kunne ske at dø, og han var ked af, at han pludselig ikke kunne være den storebror, der kunne tage sig af mig.

Hele min familie var til nogle samtaler, som hjalp rigtigt meget. De fik en forståelse for, hvad der egentlig sker under anfaldene, og at det bestemt ikke er farligt. Det gjorde dem mere trygge.

 

 Når folk jeg ikke kender spørger til mine anfald, så snakker jeg åbent om dem. 

       – om at fortælle andre om anfaldene.

 

Når folk jeg ikke kender spørger til mine anfald, så snakker jeg åbent om dem. Jeg er ikke flov over dem. Jeg fortæller dem, at de ikke skal være bange, når jeg falder om. Jeg forklarer dem, at anfaldene ligner epilepsianfald, men det er de ikke. Det er bare mit hoved og min krop, der lukker ned. Og så siger jeg til dem, at de ikke må ringe efter en ambulance, for det kan gøre mig endnu mere stresset.

 

I dag og fremtiden

Jeg hviler mere i mig selv nu sammenlignet med dengang, hvor jeg havde mange anfald. Og jeg har nok fået mere selvtillid, og er blevet mere glad og positiv. Det siger mine forældre også.

Jeg tænker ikke, at anfaldene kommer til at påvirke min fremtid. Det er bestemt ikke noget, der skal stoppe mig fra at få en uddannelse. Jeg kunne sagtens have udskudt min uddannelse et år på grund af anfaldene, men jeg sagde til mig selv, at de ikke skulle stoppe mig.

 

 Jeg tænker ikke, at anfaldene kommer til at påvirke min fremtid.

            – om fremtiden.

 

Mit mål er at blive fri for anfaldene og at få bedre kontrol over mig. Og at lære at slappe lidt mere af. Jeg tænker, at øvelserne jeg har lært igennem samtalebehandlingen kan hjælpe mig til at opnå de mål. Og så tager jeg én dag ad gangen og ser hvad der sker. Jeg forsøger at undgå at stresse over ingenting.

 

Gode råd:

Ditte: ”Snak med andre om dine anfald”

Om det er en veninde eller en bedstemor eller en fremmed, så synes jeg, at man skal snakke med andre om anfaldene i stedet for at gå med det selv. Det er rigtigt vigtigt og gør, at man føler sig mindre alene.