”Dittes” søskende (storebror, 18 år og lillesøster, 14 år).
"Ditte” er et opdigtet navn. Hjemmesidens ejer er bekendt med hendes rigtige navn.
At være pårørende under et anfald
Lillesøster: Det er lidt skræmmende, når Ditte får et anfald. Først var jeg meget bange for, at hun skulle dø. For hun lå og kunne ikke få vejret. Jeg har været alene med hende engang, hvor hun fik et anfald. Da lagde jeg hende om på siden og hentede vores forældre.
– om at være pårørende under et anfald.
Storebror: De første mange anfald kom som et chok. Hun lå bare der og rystede, og man tænkte ”Hvad sker der nu?”. Jeg fik det selv i ubehageligt i kroppen, for det så jo skræmmende ud. Nu tager jeg det stille og roligt, hvis hun får et anfald. Vi får hende lagt ned stille og roligt. Hvis vi er ude i en menneskemængde, så løfter jeg hende bare lige til siden. Og så støtter vi hende, og så får hun lov at komme ud af det selv igen.
At være pårørende generelt
Lillesøster: Vi har nok været mere omkring hende, men ellers tror jeg ikke, at Dittes anfald har ændret særligt meget herhjemme. Om morgenen, når vi var alene og gjorde os klar, så var jeg meget omkring hende. Det var lige før, jeg glemte mig selv, fordi jeg bare skulle huske på hende.
Når mine venner spørger, hvad Ditte fejler, så siger jeg bare, at hun har nogle anfald. Og anfaldene kommer fordi hjernen kobler af, når noget bliver for meget. Det kan mange godt forstå.
– om at være pårørende generelt.
Storebror: Det har da ændret lidt på vores familie. Vi har fået et lidt andet bånd. Det er jo ikke rart for nogen af os at se, at én i familien har det så skidt. Så på en måde, er vi kommet tættere på hinanden.
I dag og fremtiden
Lillesøster: Jeg tror, at hun bliver helt rask.
Storebror: Jeg synes egentlig, at det ser meget lovende ud. Det er længe siden sidst, at hun havde et anfald, og hun trives godt. Jeg tror, at hun lige så stille kommer ud af det igen. Eller at det i hvert fald bliver meget sjældent, at hun har anfald.