"Dittes" forældre.
”Ditte” er et opdigtet navn. Hjemmesidens ejer er bekendt med hendes rigtige navn.

 

Om anfaldene

Ditte fik det første anfald i udlandet. Det var der, det hele startede. Vi har ikke tal på, hvor mange gange hun efterfølgende er blevet hentet med ambulance og er blevet undersøgt fra top til tå. Det blev mere og mere frustrerende for der var ingen, der kunne fortælle os, hvad hun fejlede. Vi troede, at det var epilepsi og så forholdt vi os til det.

Et stykke længere inde i forløbet, fik hun lavet tests, der viste, at hun ikke havde epilepsi. Derefter begyndte lægerne at snakke om, at det kunne være noget psykisk. Og der blev det egentlig værre for os. Vi tænkte ”Ditte er ikke psykisk syg. Hun er en fornuftig pige”. Det blev også nævnt, at vi skulle snakke med kommunen, og vi blev spurgt til, hvad der foregik i hjemmet – om Ditte havde været udsat for overgreb. Vi blevet meget skræmte over at skulle igennem det.

 

 ”Ditte er ikke psykisk syg. Hun er en fornuftig pige”.

 

Når hun har et anfald, så er det ligesom om, hun falder i søvn. Hun bliver mere og mere og træt, og så falder hun simpelthen bare helt væk. Og så begynder hun at ryste helt vildt. I starten hyperventilerede hun også meget.

 

Modtagelse af diagnosen

Vi blev henvist til psykiatrien og kom til en læge, der var specialiseret i funktionelle lidelser. Hun kunne forklare os, hvad der var i vejen med Ditte på en helt anden måde. Hun forklarede, at Ditte har en funktionel lidelse. Hun lavede en slags oversigt over hele Dittes liv, og vi fandt sammen frem til, hvad Ditte havde været igennem, og hvordan det havde fulgt hende. Lægen forklarede, at nogle gange, så lukker hjernen bare kroppen ned, hvis den ikke kan klare mere. Det var nemmere at forholde sig til.

 

 [..] nogle gange, så lukker hjernen bare kroppen ned, hvis den ikke kan klare mere.

 

Behandling

Hun har fået en del redskaber igennem samtalebehandling. Hun har bl.a. arbejdet på selv at kunne fornemme, hvornår anfaldene kommer. Hun ringede på et tidspunkt, fordi hun sad i tog og mærkede, at hun var ved at få et anfald. Så gav jeg mig til at snakke med hende om alle de ting, som hun havde lavet i løbet af dagen, og hvad hun skulle om aftenen. Der fik vi sammen hendes tanker over på noget andet, og så kørte det stille og roligt igen.

 

At være pårørende under et anfald

Vi vidste til at starte med, ikke hvad vi skulle gøre. Først gjorde vi hvad vi kunne for at vække hende. F.eks. trykkede på hende eller nappede hende, til hun vågnede. Lægen fortalte os senere, at det egentlig bare gør det værre.

Nu lader vi hende ligge og have sit anfald. Vi støtter hende og sørger for, at hun ikke får lavet for store bevægelser og slår sig. Ikke andet. Og så får hun bare lov at komme tilbage selv lige så stille og roligt.

 

 Vi støtter hende og sørger for, at hun ikke får lavet for store bevægelser og slår sig.

 

 

At være pårørende generelt

Det har været meget svært at være forælder. Da vi fik at vide, at Ditte ikke fejlede noget fysisk, så var det sværere at snakke med kollegaer og andre personer om det. Da vi troede, at hun havde epilepsi og fortalte det til folk omkring os, så kunne de sagtens forholde sig til det. Men når man siger, at sygdommen er ovre i det psykiske, så er det som om at folk tager afstand. Folk kan bedre forholde sig til en kropslig sygdom.

Vi begrænser ikke Ditte i, hvad hun må lave, fordi vi har fået at vide, at det kan gøre hende utryg og få hende til at tænke ”Det kan jeg ikke, for hvad nu hvis jeg besvimer?”. Så vi lader hende tage toget og tage med i byen og sådan. Og så sørger vi bare for at informere folk omkring hende om anfaldene, og hvad de skal gøre, hvis hun får et.

 

 Vi begrænser ikke Ditte i, hvad hun må lave [..]

 

 

I dag og fremtiden

Vi er meget trygge ved Dittes fremtid. Hun har selv sagt, at der ikke er noget, der skal stoppe hende. Og hun er virkeligt blevet hjulpet godt på vej igennem samtalebehandlingen.

Vi har haft nogle problemer med hendes skole, hvor skolelederen spurgte, om det nu også var noget for hende at tage den uddannelse. De kunne jo ikke sende hende i praktik, hvis hun faldt om på arbejdspladsen. Der holdt vi ved, for det nederlag skulle hun ikke have. Og nu er vi så glade, for nu har hun fået en praktikplads.

 

 

Gode råd:

Dittes familie: ”Tag det alvorligt, hvis I kan mærke at jeres børn har det svært”

Ditte har meget haft det sådan, at hun har gemt eller undertrykket hendes problemer, hvilket har været med til at udløse hendes anfald. Det er godt at få snakket om det, hvis ens børn har det svært, så de ikke går og gemmer deres problemer.