Forblive rolig.

Man bør forsøge at forholde sig roligt under et anfald, og forsøge at forhindre andre tilstedeværende i at gå i panik. Man kan med fordel forsøge at guide sin pårørende til et trygt og roligt sted. Man kan tale roligt til sin pårørende, forklare hende hvor hun er og hvad der foregår. Man kan fx fortælle hende, at hun er i sikkerhed og man kan opmuntre hende til at trække vejret helt ned i maven. 

Sørge for at personen ikke kommer til skade.

Man bør forsøge at flytte ting som ens pårørende kunne komme til skade med under anfaldet. Man kan hjælpe ved at sørge for, at der er nok plads omkring ens pårørende og beskytte hendes hoved ved at lægge noget blødt under. Man skal helst undgå at holde sin pårørende fast eller putte noget i munden på hende, da det kan opleves som skræmmende og gøre anfaldene værre.    

Undlade at tilkalde ambulancer eller læger (OBS ved samtidig epilepsi).

Det er sjældent nødvendigt at tilkalde en læge eller en ambulance. Funktionelle anfald er ikke livstruende og medfører ikke hjerneskader. Hvis andre forsøger at ringe efter en ambulance, så kan man forklare dem at det ikke er nødvendigt. 

^{OBS. Hvis anfaldet har varet i meget lang tid, hvis personen kommer til skade under anfaldet eller hvis personen både har epilepsi og funktionelle anfald, så kan det være nødvendigt at tilkalde en læge eller en ambulance. I sådanne tilfælde bør man fortælle alarmcentralen og ambulanceførerne, at ens pårørendes anfald er funktionelle (eller at ens pårørende både har epileptiske- og funktionelle anfald). Det vil hjælpe dem til at kunne give den bedst mulige behandling.} 

Observere hvad der sker i løbet af et anfald.

Det kan være en god idé, hvis man grundigt lægger mærke til om anfaldene opstår i særlige situationer, hvordan ens pårørende opfører sig lige op til et anfald og hvordan anfaldene ser ud. Det kan være en hjælp i forhold til at identificere udløsende faktorer og advarselstegn, hvilket kan gøre det nemmere at håndtere fremtidige anfald. Hvis ens pårørende endnu ikke har fået en diagnose, så kan det være en hjælp for lægerne, hvis man kan give en grundig beskrivelse af, hvordan et typisk anfald ser ud. Det kan også hjælpe hvis man kan vise dem videooptagelser (evt. optaget på en mobiltelefon) af et typisk anfald. Man skal huske at få sin pårørendes accept, før man optager et anfald.    

Opmuntre personen efter et anfald.

Man skal helst undgå en overdrevet reaktion på anfaldene. Det kan hjælpe, hvis man opmuntre sin pårørende til at fortsætte med de aktiviteter, hun var i gang med inden anfaldet. Man bør også selv fortsætte med sine egne gøremål. Det kan gøre, at ens pårørende oplever anfaldene som mindre farlige. Det kan også gøre anfaldene og en hverdag med anfaldene nemmere at håndtere.

Opsøge information om funktionelle anfald.

En god forståelse for hvad funktionelle anfald er, kan tit være et godt grundlag for at forstå og hjælpe ens pårørende. Man kan finde mere information om hvad funktionelle anfald er her.

Snakke om og anerkende personens følelser og behov

Mange personer med funktionelle anfald har svært ved at håndtere deres følelser. Det kan nogle gange hjælpe, hvis man opmuntrer sin pårørende til at snakke mere om deres følelser, lytter til hvad de fortæller og forsøger at forstå dem. At snakke om vores følelser kan hjælpe os til at opdage, at vi ikke er alene. Det kan også gøre at følelserne virker mindre overvældende og skræmmende.  

Det kan være godt at få en forståelse af, hvad ens pårørende har behov for, når de oplever svære følelser. Det kan være, at de har brug for at græde ud, få et stort kram eller bare, at man bare sidder sammen uden at sige noget.  

Hjælpe ens pårørende med at forblive aktiv og undgå isolation.

Mange personer med funktionelle anfald isolerer sig fra venner, familie og aktiviteter, de tidligere fandt glæde ved. Det kan skyldes mange ting. Fx kan personen synes, at anfaldene er pinlige eller have svært ved at forklare andre om dem. Studier viser, at personer med venskaber, arbejde og hobbies har større chance for at blive raske. Det kan derfor være en hjælp, at støtte ens pårørende i at være aktiv og undgå social isolation. Man kan fx støtte hende i at genoptage aktiviteter eller genopsøge forsømte venskaber. Man kan også opmuntre sin pårørende til at deltage i nye aktiviteter. Hvis ens pårørende har været isoleret i lang tid, så kan det være svært for dem at tage initiativ til at se andre mennesker eller begynde på aktiviteter. Det er vigtigt, at man holder fast i at støtte sin pårørende, også når det bliver svært.   

Støtte sin pårørende i behandlingen.

Psykologisk behandling er den bedste og mest effektive behandling for funktionelle anfald. Man kan hjælpe sin pårørende ved at støtte hende i at deltage i psykologisk behandling, og fortælle hende at man tror, at det er den bedste behandling.

Man kan også støtte sin pårørende ved at tage med til lægebesøg. Nogle gange kan man som nærtstående bidrage med vigtig information, som ens pårørende ikke selv får fortalt til lægen. Det kan også være en fordel at man er to, der hører hvad lægen siger. Så kan man nemlig hjælpe hinanden med at huske det, når man kommer hjem.

Hvis lægen mener, at ens pårørende skal trappes ud af medicin for epilepsi, så er det vigtigt at man hjælper hende med at gøre det. Det er uhensigtsmæssigt for ens pårørende at fortsætte med at tage medicin mod epilepsi, hvis lægen vurderer, at det ikke er nødvendigt.   

Forsøge at lette noget af presset på ens pårørende

Nogle personer med funktionelle anfald kan have svært ved at slappe af. De er hele tiden i gang med noget eller på vej til det næste de skal nå. Man kan hjælpe ved at støtte ens pårørende i at finde tid til at slappe af. Man kan fx hjælpe hende med at afsætte tid til afslapning i hendes kalender eller lave noget afslappende og rart sammen med hende. Hvis man bor sammen med sin pårørende, så kan man sørge for, at de huslige pligter er ligeligt fordelt. Hvis ens pårørende er typen, der har gang i mange projekter på én gang, så kan man tilbyde sin hjælp til at få sorteret unødvendige og stressende projekter fra. 

Undgå overbeskyttelse

Man har naturligvis lyst til at passe på sin pårørende og forhindre hende i at komme til skade. Det kan gøre, at man altid er sammen med hende, og at man fraråder hende at gøre bestemte ting. Dette kan forværre anfaldene. I stedet bør man opfordre sin pårørende til at deltage i aktiviteter og undgå at gøre ting for hende, som hun selv kan klare. Det kan hjælpe, hvis man viser hende, at man ikke er bange for at lade hende være alene. Det kan også være en god idé at snakke med ens pårørende, om hvordan hun kommer i gang med at være aktiv. 

Tal om anfaldene

Det kan være svært at snakke om de funktionelle anfald for både en selv og den ramte. Det kan føre til, at man helt undgår det. Man helst ikke presse ens pårørende til at snakke om anfaldene. I stedet kan man med fordel lade hende vide, at man er parat til at snakke om anfaldene og lytte. Når man snakker om anfaldene, så kan man med fordel vise, at man er interesseret og engageret. Det er også centralt, at man respekterer sin pårørendes reaktioner, og undlader at skælde ud eller komme med beskyldninger. En samtale om de funktionelle anfald kan tit være en givende og værdifuld oplevelse for både én selv og ens pårørende. Man kan opleve, at man får andre perspektiver på anfaldene, får en større indsigt i, hvordan man håndterer dem og kommer tættere på hinanden. Man vil ofte også opleve, at det bliver nemmere at nemmere at snakke om anfaldene, jo oftere man gør det.