Opsummering

Mistanke om funktionelle anfald 

Gennem en indledende undersøgelse og grundig anamnese vil man ofte kunne udlede indikationer på funktionelle anfald.  Patienter med funktionelle anfald oplever hyppigere anfald end patienter med epilepsi [1-2]. Daglige anfald og jævnlige indlæggelser kan være en indikation på funktionelle anfald [2]. Studier af patienters egne beretninger om deres anfald indikerer, at patienter med funktionelle anfald ofte beskriver anfaldene som et sted/rum de rejser til eller begrænses til, mens patienter med epilepsi fortæller om deres anfald som uafhængige af dem selv [3-4]. For patienter med funktionelle anfald, vil det ofte være muligt at identificere bestemte situationer eller triggere for anfald (fx i stressende situationer, situationer hvor der er andre til stede eller bestemte følelser) [5-7]. Patienterne vil dog som oftest ikke selv identificere sådanne triggere ved den indledende undersøgelse [7]. Funktionelle anfald kan som lidelse udløses af kortvarig bevidsthedstab som fx ved fuld narkose eller fysisk traume [5, 8-9]. Hvis patienten har været eller er i behandling med antiepileptika vil manglende respons på medicinen kunne indikere funktionelle anfald. 40 % af patienter med funktionelle anfald vil dog rapportere om delvis eller kortvarig effekt af medicinen [5, 10]. Op mod 70 % af patienter med funktionelle anfald vil rapportere om andre funktionelle lidelser (fx fibromyalgi, kronisk idiopatisk smerte eller irritabel tyktarms syndrom) og 43-100 % har eller har haft psykiatriske lidelser som fx angst, depression eller PTSD [11-12]. Selvom de gennemgåede indikatorer bør give anledning til en mistanke om funktionelle anfald, så har de begrænset diagnostisk værdi i forhold til den enkelte patient.  

Semiologiske karakteristika ved anfaldene kan også bidrage til diagnostikken af funktionelle anfald [5]. Det er vigtigt at være opmærksom på semiologiske undergrupper, når man sammenligner karakteristika ved funktionelle anfald med karakteristika ved andre former for anfald. Differentialdiagnosen for funktionelle krampeanfald er således tonisk-klonisk epilepsi, mens differentialdiagnosen for funktionelle besvimelsesanfald er synkoper (vasovagale eller kardiale). Disse undergrupper har betydning for, hvilke anfaldskarakteristika der bør give anledning til mistanke om funktionelle anfald [5].

Funktionelle anfald varer ofte længere end epileptiske anfald [1, 5, 13]. Besvimelsesanfald, der varer længere end et minut og krampeanfald, der varer længere end to minutter kan give anledning til mistanke om funktionelle anfald [5, 13]. For krampeanfald, er asynkrone bevægelser af ekstremiteter og bevægelse af hovedet fra side til side indikationer på funktionelle anfald, mens kort varighed og forekomst af anfald mens patienten sover indikerer epilepsi [5, 14-16]. For besvimelsesanfald kan en normal, stærk puls indikere et funktionelt anfald, mens lavt blodtryk og langsom puls kan indikere synkoper [5]. Forandringer i bevidstheden og modvillighed mod at få åbnet øjnene kan indikere funktionelle anfald [5]. Hvor vokalisering ved epileptiske anfald ofte finder sted ved begyndelsen af anfaldet og er primitiv, så forekommer vokalisering ved både funktionelle krampeanfald og funktionelle besvimelsesanfald ofte under/efter anfald, og er kompleks og affektladet [5, 14]. Inkontinens og fysiske skader under anfald forekommer ved funktionelle anfald som ved andre former for anfald og har derfor ikke diagnostisk forklaringsværdi [16-17].  

Tabellen herunder giver et overblik over semiologiske karakteristika, der bør give mistanke om funktionelle anfald.  

De enkelte anfaldskarakteristika kan ikke bruges individuelt til at skelne funktionelle anfald fra andre former for anfald. Derudover bør kilden til information om anfaldenes semiologi medtages i den kliniske vurdering af patienten. Megen evidens indikerer, at der er diskrepans mellem rapporteringer fra patienten selv eller vidner og videooptagelser af et anfald [18].