FUNKTIONELLE ANFALD

Du er her: AU Forskning  Til sundhedsprofessionelle

Funktionelle anfald

Denne sektion af hjemmesiden er målrettet sundhedsprofessionelle. Sektionen indeholder information om udredning, diagnosticering og behandling. 

 

Definition

Funktionelle anfald er episoder med bevægelses- og adfærdsforstyrrelser, der ligner epileptiske anfald, men som ikke er relateret til samme abnorme hjerneaktivitet [1-2]. Anfaldenes karakter varierer meget på tværs af patienter [3], med en præsentation rangerende fra koma-lignende tilstande til voldsomme, krampe-lignende bevægelser [3-4]. Anfaldene er ufrivillige og menes at opstå som led i en dissociationsproces [5]. Dissociation er et komplekst fænomen der beskriver disintegration af følelser, tanker bevidsthed og hukommelse. Dissociation kan resultere i en forvrænget opfattelse af virkeligheden og af selvet [6].

De to mest almindelige typer af funktionelle anfald er krampeanfald og fjernhedsanfald. Funktionelle krampeanfald er ofte associerede med bevidsthedsforstyrrelser i kombination med krampebevægelser i ekstremiteter og krop. Funktionelle krampeanfald kan minde om tonisk-kloniske epileptiske anfald [7]. Ved funktionelle besvimelsesanfald falder patienten om og ligger stille med øjnene lukkede. Også denne form for anfald er associeret med forstyrrelser i bevidstheden. Funktionelle besvimelsesanfald kan ligne vasovagale eller kardiale synkoper [7].

Epidemiologi og demografi  

Funktionelle anfald som lidelse har en prævalensrate i den generelle befolkning på mellem 2-33 per 100.000 [8]. Patienter med funktionelle anfald udgør endvidere 5-10 % af ambulante patienter tilknyttet neurologiske afdelinger og epilepsiklinikker [2, 9] og op til 30 % af patienter med behandlingsresistent epilepsi [10]. Populationsstudier indikerer, at anfaldene ofte begynder i den unge voksenalder (15-24 år), men kan begynde når som helst [11-13], at 74-90 % af populationen er kvinder [13] og at der ikke er forskel på demografi og præsentation på tværs af kultur og etnicitet [14]. Et nyligt review af den eksisterende forskning indikerer at mellem 57 og 82 % % af patienter med funktionelle anfald oplever andre funktionelle symptomer, som fx kronisk smerte, kronisk træthed, fibromyalgi osv. [15] og mellem 3,6 og 58 % har komorbid epilepsi (afhængigt af den undersøgte population)[16].  

 

 Kilder

  1. Baslet, G. (2012). Psychogenic nonepileptic seizures: a treatment review. What have we learned since the beginning of the millennium?.  Neuropsychiatric disease and treatment, 8, 585. 

  2. Asadi-Pooya, A. A., & Sperling, M. R. (2015). Epidemiology of psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy & Behavior. 

  3. Reuber, M., & Elger, C. E. (2003). Psychogenic nonepileptic seizures: review and update. Epilepsy & Behavior, 4(3), 205-216. 

  4. Reuber, M., Jamnadas‐Khoda, J., Broadhurst, M., Grunewald, R., Howell, S., Koepp, M., ... & Walker, M. (2011). Psychogenic nonepileptic seizure manifestations reported by patients and witnesses. Epilepsia, 52(11), 2028-2035. 

  5. Baslet, G. (2011). Psychogenic non-epileptic seizures: a model of their pathogenic mechanism. Seizure, 20(1), 1-13. 

  6. Demitrack, M. A., Brewerton, T. D., & Gold, P. W. (1990). Relation of clinical variables to dissociative phenomena in eating disorders. context, 5, 7. 

  7. LaFrance, W. C., Baker, G. A., Duncan, R., Goldstein, L. H., & Reuber, M. (2013). Minimum requirements for the diagnosis of psychogenic nonepileptic seizures: a staged approach. Epilepsia, 54(11), 2005-2018. 

  8. Benbadis, S. R., & Hauser, W. A. (2000). An estimate of the prevalence of psychogenic non-epileptic seizures. Seizure, 9(4), 280-281. 

  9. Martin, R., Burneo, J. G., Prasad, A., Powell, T., Faught, E., Knowlton, R., ... & Kuzniecky, R. (2003). Frequency of epilepsy in patients with psychogenic seizures monitored by video-EEG. Neurology, 61(12), 1791-1792. 

  10. Bodde, N. M. G., Brooks, J. L., Baker, G. A., Boon, P. A. J. M., Hendriksen, J. G. M., Mulder, O. G., & Aldenkamp, A. P. (2009). Psychogenic non-epileptic seizures—definition, etiology, treatment and prognostic issues: a critical review.Seizure, 18(8), 543-553. 

  11. Reilly, C., Menlove, L., Fenton, V., & Das, K. B. (2013). Psychogenic nonepileptic seizures in children: a review. Epilepsia, 54(10), 1715-1724. 

  12. Sigurdardottir, K. R., & Olafsson, E. (1998). Incidence of psychogenic seizures in adults: A population‐based study in Iceland. Epilepsia, 39(7), 749-752. 

  13. Erro, R., Brigo, F., Trinka, E., Turri, G., Edwards, M. J., & Tinazzi, M. (2016). Psychogenic nonepileptic seizures and movement disorders A comparative review. Neurology: Clinical Practice, 6(2), 138-149. 

  14. LaFrance, W. C., Baker, G. A., Duncan, R., Goldstein, L. H., & Reuber, M. (2013). Minimum requirements for the diagnosis of psychogenic nonepileptic seizures: a staged approach. Epilepsia, 54(11), 2005-2018.

  15. Brown, R. J., & Reuber, M. (2016). Psychological and psychiatric aspects of psychogenic non-epileptic seizures (PNES): a systematic review. Clinical psychology review, 45, 157-182.  

  16. Reuber, M., Qurishi, A., Bauer, J., Helmstaedter, C., Fernandez, G., Widman, G., & Elger, C. E. (2003). Are there physical risk factors for psychogenic non-epileptic seizures in patients with epilepsy?. Seizure, 12(8), 561-567. 
Revideret 20.03.2019
-
Mai Thorbjørn Berg Bjørnskov