Den væsentligste biologiske faktor er køn. Tre gange så mange kvinder som mænd udvikler funktionelle anfald 4]. Den præcise årsag til dette er uklart og der er endnu ikke fundet evidens for direkte biologiske mekanismer[1]. En potentiel forklaring er den forhøjede prævalens af bestemte former for traumer (fx vold, seksuelt misbrug og incest) rapporteret af kvinder [6-7]. Det er også muligt at kultur- og samfundsnormer kan bidrage til den skæve kønsfordeling [1,7].   

Evidens fra forskellige studier af patienter med funktionelle anfald indikerer, at strukturelle og funktionelle abnormiteter i centralnervesystemet kan være impliceret i udviklingen af funktionelle anfald. Prævalensen af funktionelle anfald er højere hos personer, der har oplevet hovedtraumer, har indlæringsproblemer eller andre neuropsykologiske funktionsforstyrrelser [8,2]. Samtidig indikerer MRI, CT og fMRI studier at både strukturelle og funktionelle abnormiteter i hjernen kan være forløbere for funktionelle anfald. Evidensen fra disse hjerneskanningsstudier bør dog ses som præliminær og fortolkes i lyset af en række begrænsninger: studierne er retrospektive, mangler power, kontrollerer ikke for psykiatrisk komorbiditet og inkluderer ofte ikke en kontrolgruppe med epilepsi [8,2].  

Forskning indikerer at epilepsi kan øge risikoen for at udvikle funktionelle anfald [1]. Afhængigt af den undersøgte population, indikerer studier at mellem 3,6 og 58 % af patienter med funktionelle anfald har komorbid epilepsi [9]. I disse tilfælde har epilepsien næsten altid manifesteret sig før de funktionelle anfald [1]. Hvordan epilepsi bidrager til udviklingen af funktionelle anfald er endnu uklart. Det kan muligvis være gennem neurologiske forandringer eller gennem modelindlæring (enten ved at se andres epileptiske anfald eller ved selv at opleve epileptiske anfald) [1].  

Den mest markante psykologiske risikofaktor er tidligere negative oplevelser. Op mod 80 % af patienter med funktionelle lidelser rapporterer om en eller anden form for negativ begivenhed i deres fortid [8]. Heterogeniteten i begivenhedernes natur gør det dog svært at vurdere, hvilke aspekter af negative oplevelser, der bidrager til udvikling af funktionelle anfald. Eksempler på rapporterede negative oplevelser er seksuelt misbrug, vold, voldtægt, uspecificeret stress og høje krav fra omverdenen [8, 10]. Der er indikationer på, at patienter udsat for seksuelt misbrug adskiller sig fra andre patienter med funktionelle anfald ved, at de oplever mere alvorlige anfald og i højere grad rapporterer om komorbid depression, selvskade, andre funktionelle symptomer og personlighedsforstyrrelser [6]. En del studier af tidligere oplevelser er præget af metodologiske svagheder i form af selektions- og informationsbias. Ofte rekrutteres patienter fra specialiserede epilepsicentre/klinikker, hvilket kan bevirke at den undersøgte patientgruppe udgør et særligt hårdt ramt segment af den samlede patientpopulation. Endvidere tager næsten alle studierne udgangspunkt i retrospektive rapporteringer af traumer. Denne slags data er særligt følsom overfor systematiske fejl i genkaldelse af begivenheder.

Forskning indenfor emotionsregulering indikerer, at patienter med funktionelle anfald kan inddeles i to subgrupper: en gruppe der udviser udprægede problemer med at regulere deres emotioner og en gruppe, karakteriseret af kontrollerende, tvangspræget adfærd [11-12]. Det er muligt, at sidstnævnte undertrykker emotioner i deres adfærd og tale, men finder udtryk for dem igennem deres anfald [12].  
En række studier indikerer endvidere en øget prævalens af alexitymi hos patienter med funktionelle anfald [13-15]. Alexitymi er et paraplyfænomen, der dækker over en række vanskeligheder med at processere emotioner kognitivt (bl.a. identificere og beskrive emotioner hos selv og andre). Mellem 33-40 % af patienter med funktionelle anfald falder indenfor området ”definitly alexithymic” på Toronto Alexithymia Scale (TAS-20 [13,15-16]). Dette er højere end i den normale population, men sammenlignelig med andre ambulante patientgrupper [17, 11]. Det er muligt, at disse patienter ikke har kapaciteten til at processere deres emotioner, og at emotionerne derfor i højere grad kanaliseres fysisk gennem anfald.  

En anden potentiel risikofaktor er forekomsten af anden tidligere psykiatrisk lidelse. Der er typisk tale om lidelser som andre somatoforme eller dissociative lidelser, panikangst, depression og kronisk angst [8, 18]. Hvorvidt de komorbide lidelser eksisterer uafhængigt af de funktionelle anfald, er årsag til dem eller konsekvens af dem er endnu uklart. Studier indikerer endvidere at prævalensen af cluster B personlighedsforstyrrelser (efter DSM-IV) er højere hos patienter med funktionelle anfald sammenlignet med patienter med epilepsi og normalpopulationer [6, 11]. Cluster B personlighedsforstyrrelser dækker over dyssocial personlighedsstruktur, borderline personlighedsstruktur, histrionisk personlighedsstruktur og narcissistisk personlighedsstruktur. Disse er associerede med dramatisk adfærd og tanker, emotionel ustabilitet og impulsivitet [19]. 

Dysfunktionelle familier præget af problemer med at udtrykke og håndtere emotioner kan muligvis disponere for udviklingen af funktionelle anfald [11, 12]. Et studie viser at sammenlignet med patienter med epilepsi, så vurderer patienter med funktionelle anfald deres forældre som mindre varme og mere afvisende [11]. Et andet studie indikerer at patienter med funktionelle anfald i højere grad rapporterer om ægteskabelige problemer mellem deres forældre sammenlignet med patienter med epilepsi [12]. Patienter med funktionelle anfald opfatter i højere grad deres familier som mindre støttende og kommunikative end patienter med epilepsi [20-22]. 

Der er evidens for øget forekomst af psykiatriske lidelser og somatiseringstendenser i familier til personer med funktionelle anfald [22-23]. Det er muligt at dette kan bidrage til at en person udvikler funktionelle anfald. Hvorvidt dette kan ske gennem en arvelig biologiske eller psykologisk sårbarhed, eller skyldes et belastet familiemiljø er endnu uklart.

Prævalensen af epilepsi er højere i familier til personer med funktionelle anfald sammenlignet med raske familier og familier til personer med visse typer epilepsi [24-25]. Dette indikerer, at der kan være et element af modelindlæring involveret i funktionelle anfald. Det kan dog også indikere at nedarvede neurologiske sårbarheder øger risikoen for at en person udvikler funktionelle anfald.  

Det er endnu relativt uudforsket om det er muligt at identificere udløsende begivenheder umiddelbart før første anfald hos patienter med funktionelle anfald [11]. Et enkelt studie med 58 patienter fandt, at selvom mange patienter indledningsvist ikke selv kunne identificere en udløsende begivenheder, så var det muligt at finde frem til en udløsende begivenhed hos 91 % af patienterne gennem grundige interviews. Det var bl.a. konflikter i familien eller på jobbet, begivenheder, der vækker minder om tidligere traumer og kronisk fysisk smerte [26]. Studiets resultater begrænses af studiets retrospektive design og manglende kontrolgruppe. Et andet studie finder, at patienter med funktionelle anfald rapporterer om signifikant flere stressende begivenheder i de forudgående 12 måneder op til sygdomspræsentation sammenlignet med patienter med epilepsi [21]. Forværring af en anden psykisk lidelse og oplevelser med korte bevidsthedstab er også blevet identificerede som mulige udløsende faktorer [1].  

Ud over de udløsende faktorer, er der som oftest mere umiddelbare triggere til anfald. Fysiske symptomer på kropslig aktivering (arousal) er almindelige op til et anfald, hvilket indikerer at panik kan være en trigger [1]. Det er hos 2/3 patienter muligt at fremprovokere anfald under video-EEG optagelser ved brug af teknikker som fx saltvandsindsprøjtninger, stimulering af sanser og verbal suggestion [3,8]. Ofte vil antallet af triggere forøges som lidelsen bliver mere kronisk. Dette kan medføre, at patienten undgår flere og flere ting (fx både fysiologiske og emotionelle udsving) og udvikler undgåelsesadfærd [1].

Vedligeholdende faktorer bidrager til at forklare hvorfor patienter fortsætter med at opleve anfald og hvorfor funktionelle anfald kan blive kroniske. Tre studier indikerer, at patienter med funktionelle anfald oftere bruger mestringsstrategier præget af undgåelse sammenlignet med raske kontrolpersoner [27-29]. Hvis man undgår at forholde sig til belastningsforhold, så vil man måske tillægge dem mindre betydning. Det er muligt, at dette kan forklare hvorfor patientpopulationen rapporterer om at have oplevet flere stressende begivenheder end patienter med epilepsi, men i mindre grad opfatter dem som relevante for deres anfald sammenlignet med patienter med epilepsi. [11]. Det kan måske også forklare, hvorfor næsten 50 % af patienter med funktionelle anfald ikke tager imod tilbud om psykologisk behandling [30].

Det er muligt, at rollen som syg kan fastholde patienter med funktionelle anfald i deres lidelse [1,8,11]. Funktionelle anfald bliver hos nogle patienter en central del af deres selvopfattelse [28]. To studier (hvoraf det ene er med et dansk sample) indikerer endvidere, at patienter med funktionelle anfald i højere grad end patienter med epilepsi modtager offentlig støtte [32-33). Dette kan betyde at der vil være en større økonomisk usikkerhed for patienter der er i bedring, men ikke bliver raske. De kan blive utrygge ved, at de ikke ved hvad der sker, hvis de bliver raske. Det kan være vigtigt at tale om de sociale aspekter af sygdommen med patienten. En stor del af patienter med funktionelle anfald bor hos deres familie eller andre omsorgspersoner [34]. Det er muligt, at patienternes rolle som syge medfører, at deres familiemedlemmer i højere grad påtager sig ansvaret for mange aspekter af patientens liv [31], hvilket kan udgøre en vedligeholdende faktor.

Isolation kan også bidrage til at vedligeholde lidelsen [1].Hvis patienten begynder at undgå flere og flere situationer grundet frygt for at udløse et anfald, så kan det medføre, at de bliver isolerede [35]. Isolation har vist sig at være associeret med både vrede og depressive symptomer hos patienter med funktionelle anfald [36-37]. Dette udgør en faktor der kan både vedligeholde og forværre anfald. '

Patienter med funktionelle anfald har hyppig kontakt med sundhedsvæsenet [34-38]. Ligesom det er tilfældet ved andre medicinsk uforklarlige symptomer [39], så kan gentagen kontakt med sundhedsvæsenet tænkes at være en vedligeholdende faktor for patienter med funktionelle lidelser. Ved gentagen kontakt risikerer patienten at modtage mange forskellige forklaringer på deres symptomer, at møde skeptiske eller afvisende fagfolk og at udvikle et usundt behov for bekræftelse af fagpersoner [39]. Patienten fastholdes i at se funktionelle anfald ud fra et endimensionalt somatisk perspektiv i stedet for ud fra en multidimensionel genese, hvorved man også fratager patienten dennes ansvar for anfaldene. Man fratager dem endvidere muligheden for at finde ud af, hvad vedkommende selv kan gøre for at mindske anfaldene. Dette kan potentielt vedligeholde anfaldene og forværre patienternes prognose.