Den gennemsnitlige forsinkelse i diagnosticering af funktionelle anfald er 7,2 år [1]. Dette skyldes, at semiologien ved funktionelle anfald ligner den, man ser ved epileptiske anfald og at funktionelle anfald derfor ofte forveksles med epilepsi [2]. Forveksling af funktionelle anfald med epilepsi kan medføre fejldiagnosticering og risiko for, at patienten udsættes for unødvendige behandlingstiltag [2]. Det har stor klinisk relevans at identificere og diagnosticere funktionelle anfald så tidligt som muligt for at give patienterne en hensigtsmæssig behandling, og fordi tidlig diagnosticering af funktionelle anfald er associeret med bedre prognose [3-4]. Der er på nuværende tidspunkt ikke internationalt anerkendte diagnostiske kriterier for funktionelle anfald, men mange definitioner af funktionelle anfald inkluderer [5; s. 139]:  

1. En observerbar, pludselig og ofte tidsbegrænset paroksystisk forandring i adfærd eller bevidsthed, der ligner et epileptisk anfald.
   
    
2. Fravær af elektrofysiologiske forandringer man normalt ser ved epileptiske anfald (fravær af iktale eller postiktale EEG forandringer).
   
   
   
3. Ingen evidens for andre organiske årsager, der kan forklare episoden
   
   
   
4. Evidens eller stærk mistanke om underliggende psykologiske processer. Diagnosticering kompliceres yderligere af, at epilepsi er en risikofaktor for udvikling af funktionelle anfald. 3,6 – 58 % af patienter med funktionelle anfald har komorbid epilepsi [6].