FUNKTIONELLE ANFALD

Prognose

Vi ved på nuværende tidspunkt ikke meget om prognosen for patienten med funktionelle anfald. Funktionelle anfald er karakteriseret ved ækvifinalitet, hvilket betyder, at den samme lidelsen kan udvikles hos forskellige personer af forskellige veje. Både forløb og prognose tænkes afhængige af faktorerne, der har bidraget til anfaldene hos den enkelte patient [1-2]. Studier af udfald har ofte haft små samples (<50 personer), er foretaget mindre end to år efter første kontakt, har fokuseret alene på frekvensen af anfald eller undlader at undersøge prognostiske faktorer [3]. De eksisterende studier indikerer, at de fleste patienter oplever en reduktion eller et stop i anfald umiddelbart efter diagnosticering, men at op imod 80 % af patienterne vil opleve tilbagefald ved opfølgning 18 [4-5] og 24 [6] måneder efter diagnosticering.  

 

Studier af mere langsigtede udfald finder ikke entydige resultater [3]. Et studie af udfald ca. 11 år efter præsentation og 4 år efter diagnose rapporterer at 2/3 af patienter fortsætter med at opleve anfald, og mere end halvdelen er afhængige af offentlig støtte [7]. I tre andre studier af udfald 4-10 år efter diagnosticering findes mere fordelagtige resultater både med hensyn til frekvens af anfald og psykologisk funktionsniveau [8-10]. Bunchanan & Snars skelner mellem en kronisk og en akut subgruppe i deres studie af patienter med funktionelle anfald. Den akutte gruppe var defineret ved, at patienterne havde haft ét eller flere anfald, der har været korte og prognosen for denne gruppe var god. Den kroniske gruppe var defineret ved, at der allerede inden præsentation på hospitalet var tegn på at anfaldene var kroniske (dvs. flere anfald over længere tid). Forfatterne finder at 80 % i deres akutte gruppe var fri for anfald 3 år efter indledende kontakt, diagnosticering og behandling. For patienter i den kroniske gruppe var det kun 28 % [11].  

 

Udfaldet for den enkelte patient afhænger af hvilke prædisponerende, vedligeholdende, udløsende faktorer, der gør sig gældende for denne patient. Det vil sige, at der er stor individuel variation i prædiktive faktorer for udfaldet af funktionelle anfald [12]. En oversigt over relevante prognostiske prædiktorer findes herunder. Evidensen for disse prædiktorer er af varierende kvalitet. Prædiktorer med høj prognostisk værdi er markeret med understregning:

 

 

 

 

Kilder

  1. Zincir, S. B., Yenel, A., & Semiz, Ü. B. (2012). Approach to Patients with'Psychogenic Non-Epileptic Seizures': A Review. Dusunen Adam, 25(2), 170. 

  1. Duncan, R., & Oto, M. (2008). Predictors of antecedent factors in psychogenic nonepileptic attacks Multivariate analysis. Neurology, 71(13), 1000-1005. 

  1. Bodde, N. M. G., Brooks, J. L., Baker, G. A., Boon, P. A. J. M., Hendriksen, J. G. M., Mulder, O. G., & Aldenkamp, A. P. (2009). Psychogenic non-epileptic seizures—definition, etiology, treatment and prognostic issues: a critical review.Seizure, 18(8), 543-553. 

  1.  O’Sullivan, S. S., Sweeney, B. J., & McNamara, B. (2006). The opinion of the general practitioner toward clinical management of patients with psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy & Behavior, 8(1), 256-260. 

  1.  Farias, S. T., Thieman, C., & Alsaadi, T. M. (2003). Psychogenic nonepileptic seizures: acute change in event frequency after presentation of the diagnosis.Epilepsy & behavior, 4(4), 424-429. 

  1.  Betts, T., & Boden, S. (1992). Diagnosis, management and prognosis of a group of 128 patients with non-epileptic attack disorder. Part I. Seizure, 1(1), 19-26. 

  1.  Reuber, M., Pukrop, R., Bauer, J., Helmstaedter, C., Tessendorf, N., & Elger, C. E. (2003). Outcome in psychogenic nonepileptic seizures: 1 to 10‐year follow‐up in 164 patients. Annals of neurology, 53(3), 305-311. 

  1.  Bodde, N. M., Janssen, A. M., Theuns, C., Vanhoutvin, J. F., Boon, P. A., & Aldenkamp, A. P. (2007). Factors involved in the long-term prognosis of psychogenic nonepileptic seizures. Journal of psychosomatic research, 62(5), 545-551. 

  1.  Duncan, R., Anderson, J., Cullen, B., & Meldrum, S. (2016). Predictors of 6-month and 3-year outcomes after psychological intervention for psychogenic non epileptic seizures. Seizure, 36, 22-26. 

  1.  Duncan, R., Graham, C. D., & Oto, M. (2014). Outcome at 5–10years in psychogenic nonepileptic seizures: what patients report vs. what family doctors report. Epilepsy & Behavior, 37, 71-74. 

  1.  Buchanan, N., & Snars, J. (1993). Pseudoseizures (non epileptic attack disorder)—clinical management and outcome in 50 patients. Seizure, 2(2), 141-146. 

  1.  LaFrance, W. C., Reuber, M., & Goldstein, L. H. (2013). Management of psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsia, 54(s1), 53-67. 

  1.  Dworetzky, B. A., Strahonja‐Packard, A., Shanahan, C. W., Paz, J., Schauble, B., & Bromfield, E. B. (2005). Characteristics of male veterans with psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsia, 46(9), 1418-1422. 

  1.  Bowman, E. S. (1998). Nonepileptic seizures: psychiatric framework, treatment, and outcome. Neurology, 53(5 Suppl 2), S84-8. 

  1.  Alsaadi, T. M., & Marquez, A. V. (2005). Psychogenic nonepileptic seizures.American family physician, 72(5). 

  1.  Meierkord, H., & Shorvon, S. (1991). The clinical features and prognosis of pseudoseizures diagnosed using video‐EEG telemetry. Neurology, 41(10), 1643-1643. 

  1.  Reuber, M., Pukrop, R., Bauer, J., Derfuss, R., & Elger, C. E. (2004). Multidimensional assessment of personality in patients with psychogenic non-epileptic seizures. Journal of Neurology, Neurosurgery & Psychiatry, 75(5), 743-748. 

  1.  Selwa, L. M., Geyer, J., Nikakhtar, N., Brown, M. B., Schuh, L. A., & Drury, I. (2000). Nonepileptic seizure outcome varies by type of spell and duration of illness. Epilepsia, 41(10), 1330-1334. 

  1.  Cragar, D. E., Berry, D. T., Schmitt, F. A., & Fakhoury, T. A. (2005). Cluster analysis of normal personality traits in patients with psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy & Behavior, 6(4), 593-600. 

  1.  Ettinger, A. B., Devinsky, O., Weisbrot, D. M., Ramakrishna, R. K., & Goyal, A. (1999). A comprehensive profile of clinical, psychiatric, and psychosocial characteristics of patients with psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsia,40(9), 1292-1298. 

  1.  Hall‐Patch, L., Brown, R., House, A., Howlett, S., Kemp, S., Lawton, G., ... & Reuber, M. (2010). Acceptability and effectiveness of a strategy for the communication of the diagnosis of psychogenic nonepileptic seizures.Epilepsia, 51(1), 70-78. 

  1.  Walczak, T. S., Papacostas, S., Williams, D. T., Scheuer, M. L., Lebowitz, N., & Notarfrancesco, A. (1995). Outcome after diagnosis of psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsia, 36(11), 1131-1137. 

  1.  Kanner, A. M., Parra, J., Frey, M., Stebbins, G., Pierre–Louis, S., & Iriarte, J. (1999). Psychiatric and neurologic predictors of psychogenic pseudoseizure outcome. Neurology, 53(5), 933-933. 

  1.  Ettinger, A. B., Dhoon, A., Weisbrot, D. M., & Devinsky, O. (1999). Predictive factors for outcome of nonepileptic seizures after diagnosis. The Journal of neuropsychiatry and clinical neurosciences, 11(4), 458-463. 

  1.  McKenzie, P., Oto, M., Russell, A., Pelosi, A., & Duncan, R. (2010). Early outcomes and predictors in 260 patients with psychogenic nonepileptic attacks.Neurology, 74(1), 64-69. 

  1.  Meierkord, H., & Shorvon, S. (1991). The clinical features and prognosis of pseudoseizures diagnosed using video‐EEG telemetry. Neurology, 41(10), 1643-1643. 

  1.  Arain, A. M., Hamadani, A. M., Islam, S., & Abou-Khalil, B. W. (2007). Predictors of early seizure remission after diagnosis of psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy & Behavior, 11(3), 409-412. 

  1.  Durrant, J., Rickards, H., & Cavanna, A. E. (2011). Prognosis and outcome predictors in psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy research and treatment, 2011. 

  1.  Bowman, E. S., & Kanner, A. M. (2007). Psychopathology and outcome in psychogenic nonepileptic seizures. Psychiatric issues in epilepsy, 432-460.

Revideret 04.01.2017
-
Mai Thorbjørn Berg Bjørnskov