Hvordan er funktionelle anfald forskellige fra epilepsi?

Ved epilepsi får man anfald, fordi der kommer elektriske forstyrrelser i hjernen, som oftest kan ses på et såkaldt EEG. EEG er et måleapparat, som lægerne bruger til at måle hjernens elektriske aktivitet ved at sætte nogle ledninger udenpå hovedet. Når man har funktionelle anfald, så er der ikke de elektriske forstyrrelser i hjernen, som man kan se ved epilepsi. Til gengæld er der nogle kendetegn ved anfaldenes fremtoning, som kan underbygge, at de er funktionelle. Mange unge oplever alligevel, at det tager noget tid for lægerne at komme frem til, at deres anfald ikke er epileptiske blandt andet fordi, at det kan være vanskeligt at fange et anfald på en EEG optagelse, da man ikke ved, hvornår anfaldene kommer. Mange unge kan derfor have fået at vide, at de har epilepsi. Nogle unge kan også have fået epilepsimedicin i et stykke tid, inden det bliver klart, at det drejer sig om funktionelle anfald.