Funktionelle anfald

Velkommen

Denne side er udviklet for at give viden om funktionelle anfald til personer, som har anfald, deres pårørende og andre interesserede. Der er en sektion med indhold målrettet voksne med funktionelle anfald og en sektion med indhold særligt målrettet børn og unge med funktionelle anfald.

 

Funktionelle anfald går under mange andre navne. De kaldes blandt andet psykogene non-epileptiske anfald (PNES), non-epileptiske anfald, dissociative krampeanfald, stressrelaterede anfald, uspecificerede krampeanfald og meget andet. Fælles for disse navne er, at de bliver givet til anfald, der ligner epileptiske anfald, men ikke er det.

 

På denne hjemmeside kan du finde information om funktionelle anfald, mulige årsager og behandling. Man kan også finde personlige beretninger om, hvordan det er at leve med funktionelle anfald, og man kan finde råd til at håndtere funktionelle anfald. Vi håber, at hjemmesiden vil give et bredt kendskab til funktionelle anfald. Vi håber også, at den kan gøre personer med funktionelle anfald og deres pårørende mere trygge.

 

Siden indeholder også et afsnit målrettet sundhedsprofessionelle, der ønsker at skærpe eller udvide deres viden om funktionelle anfald. Afsnittet til sundhedsprofessionelle indeholder information om udredning, diagnosticering og behandling.

 

Informationen på denne side er baseret på den nyeste videnskabelige forskning, eksisterende informationsmateriale og interviews med personer med funktionelle anfald. Kilder til den videnskabelige forskning er tilgængelige under punktet "Til sundhedsprofessionelle". Et ekspertpanel bestående af danske neurologer, læger og psykologer har bidraget til udvikling af hjemmesiden. Dr. Jon Stone, ph.d., neurolog og udvikler af hjemmesiden www.neurosymptoms.org, er desuden blevet konsulteret om indholdet på denne side.

Projektet er finansieret af Trygfonden, udgår fra Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi (EPoS), Psykologisk InstitutAarhus Universitet og udføres i samarbejde med Funktionelle LidelserAarhus Universitetshospital.

Copyright på alt indhold på hjemmesiden © Anne Sofie Hansen & Mai Mikkelsen. Indholdet må citeres med tydelig kildehenvisning og der kan frit linkes til siden fra andre hjemmesider.