Diagnose

Der er endnu ikke enighed om, hvilken diagnose man skal benytte for funktionelle anfald. Herunder vil vi gennemgå de mest anvendte diagnoser indenfor hhv. somatisk og psykiatrisk regi. 

 

Somatisk regi

I somatikken anvendes ofte uspecifikke diagnoser for funktionelle anfald. Der er ikke konsensus om hvilken diagnose, der skal benyttes og heller ikke om kriterierne for diagnosen. Typisk anvendes de følgende diagnoser (baseret på International Classification of Diseases; ICD-10; [1]):  

 

  • Kramper UNS (R25.2A)

  • Andre eller ikke specificerede kramper (R56.8)

  • Non-epileptiske anfald (DR568G; tilføjet af Sundhedsstyrelsen i 2011) 

Fælles for disse diagnosekoder er at de alle er placeret under hovedområdet ”Symptomer og abnorme fund ikke klassificeret andetsteds”. Diagnoser indenfor dette område anvendes i følgende tilfælde:  

 

  • Når symptomer ikke kan klassificeres under andre diagnoser.

  • Når symptomer, der ved det indledende møde ikke kan forklares, viser sig at være midlertidige.

  • Foreløbig diagnose for patienter, der ikke fortsætter behandlingen og for patienter, der henvises til videre behandling før en endelig diagnose kan gives.

  • Hvis en mere præcis diagnose ikke kan bruges.

  • For visse symptomer, der repræsenterer vigtige problemer i klinisk arbejde.

     

Der synes at være et vidst overlap mellem disse diagnoser. Kramper UNS henviser til abnorme ufrivillige bevægelser med kramper eller spasmer. Andre eller ikke specificerede kramper henviser til kramper, der ikke kan klassificeres andre steder (herunder som epilepsi eller dissociative kramper). Særligt for diagnosen ”non-epileptiske anfald”, så er det blevet understreget, at denne ikke bør anvendes til funktionelle anfald, men kun til andre ikke-epileptiske anfald [2]. Givet de forskellige diagnosekoder og de uspecificerede kriterier for at stille diagnosen, så er det ikke underligt, at det kan være besværligt både at forstå lidelsen og forklare patienter om den.

 

 

Psykiatrisk regi 

Der er på nuværende tidspunkt en stor diskrepans i terminologien og klassifikationskriterierne for funktionelle anfald i de to førende diagnosesystemer International Classification of Diseases (ICD-10) og Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5) [3]. I DSM-5 klassificeres funktionelle anfald under kategorien ”Konversionslidelser (Funktionelle neurologiske symptomer og tilstande)”. Der skelnes ikke mellem forskellige manifestationer af konversionslidelsen (fx rysten, lammelse, blindhed) og den neurologiske undersøgelse fremhæves som central for at etablere diagnosen [4]. I ICD-10 falder funktionelle anfald under hovedområdet ”dissociative tilstande og forstyrrelser” (F44), i kategorien ”dissociative kramper” (F44.5). Det er her specificeret, at der er tale om kramper og både definitionen og klassifikationskriterierne afspejler den formodede psykologiske ætiologi [1].  

 

I det foreløbige udkast til ICD-11 forventes funktionelle anfald at blive placeret under hovedområdet ”Dissociative neurologiske symptomer og tilstande” med klassificeringskriterier, der lægger sig tættere op ad kriterierne i DSM-5. Der vil således også i ICD-11 være fokus på den neurologiske undersøgelse, mens psykologiske faktorer ikke længere vil blive set som centrale for diagnosticeringen [5].

 

Diagnostiske kriterier for funktionelle anfald i DSM-5, ICD-10 og ICD-11 [1, 4-5] 



 

DSM-5

 

ICD-10

ICD-11 (Beta)

Placering

 

 

Konversionslidelser (Funktionelle neurologiske symptomer og tilstande)

 

 

 

Dissociative tilstande og forstyrrelser

Dissociative neurologiske symptomer og lidelser

Kriterier

A. Et eller flere symptomer på forstyrret bevægelses – eller sansefunktion.


B. Kliniske undersøgelser viser uoverensstemmelse mellem symptomerne og anerkendte neurologiske eller medicinske tilstande

 

C. Symptomet eller svagheden kan ikke forklares af andre medicinske eller psykiske lidelser.

 

D. Symptomet eller svagheden medfører væsentlig klinisk lidelse, interfererer med sociale, arbejdsmæssige eller andre vigtige områder eller berettiger medicinsk undersøgelse.

A. Symptomer indikerer den specifikke lidelse (bevægelse, sanser, kramper eller en blanding).

 

B. Inden evidens for neurologiske eller generelle medicinske lidelser, der kan forklare symptomerne.

 

C. Evidens for at den specifikke dissociative lidelse forårsages af psykologiske faktorer såsom stressende begivenheder, vedvarende problemer eller interpersonelle udfordringer.

A. Symptomer indikerer forstyrret bevægelses- eller sansefunktion.

 

B. Symptomerne er ikke konsistente med anerkendte neurologiske lidelser eller andre medicinske tilstande.

C. Symptomerne kan ikke forklares af andre dissociative lidelser som fx dissociativ identitetsforstyrrelse.

 

D. Symptomerne medfører væsentlig nedsat funktion på personlige, familiemæssige, sociale, uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige eller andre vigtige funktionsområder.

 

Diagnosens fremtid 

De førende psykiatriske diagnosesystemer bevæger sig således mod en definition af funktionelle anfald som primært bygger på den neurologiske undersøgelse, og hvor psykologiske faktorer er sekundære. Det kan have en række fordelagtige og mindre fordelagtige konsekvenser. På den ene side er det blevet foreslået, at de nye definitioner lægger op til at neurologerne (som ofte er de første, der bliver opmærksomme på funktionelle anfald) påtager sig et større ansvar for at give den rigtige diagnose og for det videre behandlingsforløb. Det fremsættes endvidere, at de nye definitioner vil forbedre samarbejdet mellem neurologi og psykiatri, da neurologen i højere grad vil være involveret i eventuelle efterfølgende psykiatriske behandlingsforløb. I forbindelse med videreformidling af diagnosen, ventes de nye definitioner at være mere acceptable for patienten [6]. Men omvendt kan det også betyde at teoretiske diskussioner om hhv. somatisering og/eller dissociation som centrale mekanismer i funktionelle anfald bliver akademiske. Hvis definitionen af funktionelle anfald primært placerer lidelsen i neurologisk regi, så begrænses relevansen af psykologiske mekanismers forklaringsværdi [1]. 

 

 

Kilder

  1. World Health Organization. (2004). International statistical classification of diseases and health related problems (The) ICD-10 (Doctoral dissertation, World Health Organization). 

  1.  Erro, R., Brigo, F., Trinka, E., Turri, G., Edwards, M. J., & Tinazzi, M. (2016). Psychogenic nonepileptic seizures and movement disorders A comparative review. Neurology: Clinical Practice, 6(2), 138-149. 

  1. American Psychiatric Association. (2013). Diagnostic and statistical manual of mental disorders (DSM-5®). American Psychiatric Pub. 

  1. apps.who.int/classifications/icd11/browse/l-m/en 

  1. Stone, J., Hallett, M., Carson, A., Bergen, D., & Shakir, R. (2014). Functional disorders in the Neurology section of ICD-11 A landmark opportunity. Neurology, 83(24), 2299-2301.