Det er en stor hjælp hvis man forstår, hvad funktionelle anfald er, og at det ikke er det samme som epilepsi. Man kan læse mere om dette her. Det er også vigtigt, at man tror på, at man har fået den rette diagnose. Hvis man er i tvivl, så kan man tage kontakt til sin læge og bede ham/hende om at forklare baggrunden for diagnosen igen. Behandling vil ikke hjælpe, hvis man er usikker på hvad man fejler. 

Psykologisk behandling er den bedste behandling for funktionelle anfald. At man begynder i psykologisk behandling er ikke ensbetydende med, at man er skør eller, at man producerer anfaldene med vilje. Alle mennesker kan komme ud for svære situationer, hvor de kan have brug for psykologisk behandling. Det kan fx være skilsmisser, dødsfald eller stress. Psykologisk behandling er hjælp til at håndtere svære situationer. 

Man kan arbejde på at forstå sine anfald. Det kan være en meget stor opgave, som man måske skal have hjælp til af en behandler. Man kan forsøge at finde ud af hvad, der kan udløse dem og hvilke advarselstegn, der måske opstår lige inden et anfald. Man kan forsøge at lægge mærke til hvad, der sker op til et anfald. Det kan hjælpe at føre en dagbog over anfaldene, hvor man noterer hver gang man har haft et anfald, hvad der skete op til anfaldet og om man opdagede tegn på at et anfald var undervejs. Man kan finde et link til en dagbogs-skabelon her. Man kan eventuelt få hjælp fra venner, kæreste eller familie til at udfylde den. På den måde kan man blive mere bevidst om anfaldene. Man kan også træne sin evne til at opfange advarselstegn. 

Lige inden et anfald, kan det være svært at tænke på andet end de kropslige fornemmelser, man måske oplever. Nogle gange kan det dog hjælpe at forsøge.  

For at distrahere sig selv kan man fx forsøge at snakke med andre om noget, der interesserer en (ikke anfaldene), man kan spille et spil på sin mobiltelefon eller Ipad, man kan læse højt fra en bog, man kan trække 7 fra 100 (og blive ved med det), opremse 7-tabellen, eller man kan finde på noget kreativt.

Det er helt forståeligt, at det kan være svært at distrahere sig selv fra de overvældende kropslige symptomer, der kan være til stede. Ofte vil det kræve en del øvelse, før man begynder at kunne bruge distraktionsteknikker. I sidste ende vil det kunne bidrage til, at man kan stoppe anfald før de starter.    

Mange personer med funktionelle anfald er bange for at være alene, stopper med at være aktive og ender med at isolere sig i deres hjem. Der kan være mange grunde til dette. Det kan være, at man er bange for at få et anfald uden andre man kender er til stede. Det kan også være at man synes, det vil være pinligt at få et anfald i offentligheden, eller at man ikke ved, hvad man skal fortælle andre. Ved at isolere sig, vil man dog typisk opleve, at man føler sig frustreret, deprimeret og ensom. Man kan i stedet forsøge at komme mere ud, være aktiv og turde være alene. Det vil gøre en gladere og hjælpe en til at blive rask.  
Det kan være svært at overskue, hvordan man kommer i gang med at være aktiv og det kan nogle gange hjælpe at snakke om det med en behandler eller med venner og familie. 

Husk på at livet stopper ikke fordi man har funktionelle anfald. Det er en selv, der bestemmer hvad ens liv skal indeholde – ikke anfaldene.    

Nogle personer med funktionelle anfald har svært ved at slappe af og er hele tiden i gang med noget, eller på vej til det næste de skal nå. Det kan føre til, at de føler sig stressede, hvilket kan forværre anfaldene. Hvis man kan genkende dette, så kan det være en hjælp at øve sig på at sige fra og finde tid til at slappe af. Det kan være, at man skal afsætte tid til afslapning i kalenderen eller bede om hjælp fra sine nærmeste til at klare huslige pligter. Nogle gange kan det også være en støtte, hvis man kan få en ven eller et familiemedlem til at hjælpe med at sortere unødvendige opgaver og projekter fra.  

Nogle personer med funktionelle anfald svinger i mellem at have gode dage, hvor de er meget aktive og kan klare hele verdenen, og dårlige dage, hvor de slet ikke kan overskue at lave noget. Det viser grafen herunder.   

Hvis man hele tiden svinger mellem at være overdrevet aktiv og slet ikke at kunne noget, så kan det være med til at anfaldene forværres. Det kan derfor være godt, at man forsøger at skabe en balance mellem aktivitet og afslapning. 

Selvom funktionelle anfald kan være ekstremt ubehagelige og foruroligende, så er de ikke farlige og kræver som oftest ikke medicinsk behandling. Det er svært at få en hverdag til at fungere, hvis man hele tiden skal på hospitalet eller til lægen. Samtidig kan man risikere at få medicin for epilepsi og det kan være uhensigtsmæssigt, hvis man ikke har epilepsi. For at undgå det, kan man forklare folk omkring sig, at man har funktionelle anfald og hvad de skal gøre, hvis man får et anfald.  

Hvis man både har funktionelle anfald og epilepsi, så kan det selvfølgelig være nødvendigt at tilkalde en ambulance eller en læge. I sådanne tilfælde kan det være en hjælp, hvis man beder sine nærmeste fortælle lægen, at man både har epilepsi og funktionelle anfald.    

Nogle personer med funktionelle anfald har svært ved at håndtere deres følelser. Det kan føre til, at de undertrykker deres følelser, holder dem inde (hvilket kan føre til, at de eksplodere i følelsesmæssige udbrud senere) eller undgår at anerkende dem. Måske føler man sig svag, hvis man viser følelser. Måske vil man helst ikke være en byrde for andre. Eller måske føler man, at hvis man begynder at græde, så kan man aldrig stoppe igen. Ved at snakke om sine følelser og behov vil man opleve at, de ikke føles lige så overvældende og forvirrende mere. Man vil også tit opleve, at man ikke er alene. Man kan fx tale med sine venner, kæreste, familie eller behandler.  

Ofte har man brug for forskellige ting, når man oplever og taler om svære følelser. Det kan være en hjælp for ens pårørende, at man fortæller dem, hvad man har brug for. Måske har man brug for, at de bare lytter uden at svare, at de holder en i hånden eller at de giver et stort kram.   

Nogle personer med funktionelle anfald oplever at anspændthed og stress kan være med til at udløse anfald. Her kan afslapningsøvelser nogle gange hjælpe. Der er mange former for afslapningsøvelser. Man kan fx finde guidede meditationer på youtube eller man kan downloade en guidet meditation her. Man kan også lave sin egen afslapningsøvelse, hvor man tager udgangspunkt i de steder, stillinger, musik og lyde, der kan få en til at slappe af. Man kan afprøve afslapningsøvelserne, når man føler at et anfald er på vej. Nogle personer med funktionelle anfald finder, at de helt kan undgå anfald ved brug af afslapningsøvelser. Men vær opmærksom på, at andre føler, at de får det værre af øvelserne.    

Mange videnskabelige undersøgelser har vist, at gode kost-, motions- og søvnvaner har en positiv virkning på, hvordan man har det. Når man spiser og sover godt, så passer man på sig selv.  

Søvnbehov er meget forskelligt fra person til person. Generelt anbefales det, at man skal føle sig udhvilet og ikke søvnig i løbet af dagen. For nogle mennesker er det nok med 5-6 timers søvn, mens andre har brug for op til 10 timer. Hvis man har brug for et middagshvil, så kan det være godt at afsætte et fast tidspunkt med en fast længde (fx en time) til det. Så kan man undgå, at man ikke hviler så meget i løbet af dagen, at man ikke kan sove om natten.  

Man kan få en idé om hvad en god kost er, ved at kigge på Sundhedsstyrelsens 10 kostråd Man kan læse mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om motion her.