Dissociation ved funktionelle anfald

Mekanismen bag funktionelle anfald tænkes at være en dissociationsproces [1]. Dissociation dækker over episoder med forandret bevidsthed, der menes at opstå grundet disintegration af tanker, følelser, bevidsthed og hukommelse [2]. Dissociation er et paraplybegreb, der dækker over depersonalisering og derealisation, hvilket henviser til hhv. en fornemmelse af at være frakoblet ens krop eller tanker, og en fornemmelse af at være ude af kontakt med omverdenen.  

 

Dissociation opfattes som en adaptiv mekanisme, der gør det muligt for mennesker at håndtere meget stressede situationer. Op til 66 % af personer, der oplever traumatiserende begivenheder (fx biluheld eller livstruende situationer) rapporterer om dissociationssymptomer [3]. Det kan være nyttigt at fortælle om dissociation ved traumatiske begivenheder, når man skal forklare hvad funktionelle anfald er til en patient. 

 

I Brown og Reubers [4] integrative teori for funktionelle anfald foreslås det, at anfaldene starter med øget aktivering af det sympatiske nervesystem.  Denne aktivering formodes at skyldes patientgruppens tendens til at repræsentere affekt og følelsesmæssige tilstande som fysiske symptomer [4]. Når personen oplever øget kropslig aktivering og kombinerer dette med tidligere erfaringer, så kan personen fortolke den aktuelle situation som værende optakt til et anfald eller udtryk for et anfald. Dette aktiverer dissociationsprocessen og foranlediger anfaldet [4].  Anfaldene medfører ofte en reduktion af aktivitet i det sympatiske nervesystem og en subjektiv oplevelse af lettelse. I nogle tilfælde kan der i restitutionsfasen umiddelbart efter et anfald være en øget aktivitet i det parasympatiske nervesystem, hvilket kan forklare den træthed og reduktion i kognitiv kapacitet efter anfald, som mange patienter rapporterer om [4]. Det er vigtigt at være opmærksom på den omfattende heterogenitet, der præger patientpopulationen [5]. Nogle patienter vil således ikke rapportere om kropslig aktivering inden anfald, dissociationssymptomer under anfald eller træthed og reduceret kognitiv funktion efter anfald. Det kan skyldes, at de ikke er bevidste om disse reaktioner, at de glemmer dem eller at deres anfald ikke involverer denne form for reaktioner [6].

 

Typiske sætninger folk bruger til at beskrive oplevelser af dissociation:

Efter: Stone, J. (2006). Dissociation: what is it and why is it important?. Practical Neurology, 6(5), 308-313. www.neurosymptoms.org/#/dissociative-symptoms/4533053148

 

Kilder

  1. Bowman, E. S., & Markand, O. N. (1996). Psychodynamics and psychiatric diagnoses. Am J Psychiatry, 153, 57-63. 

  1. Demitrack, M. A., Brewerton, T. D., & Gold, P. W. (1990). Relation of clinical variables to dissociative phenomena in eating disorders. context, 5, 7. 

  1. Stone, J. (2006). Dissociation: what is it and why is it important?. Practical Neurology, 6(5), 308-313. 

  1. Brown, R. J., & Reuber, M. (2016). Towards an integrative theory of psychogenic non-epileptic seizures (PNES). Clinical Psychology Review, 47, 55-70 

  1. Brown, R. J., & Reuber, M. (2016). Psychological and psychiatric aspects of psychogenic non-epileptic seizures (PNES): A systematic review. Clinical psychology review, 45, 157-182. 

  1. Brown, R. J., Syed, T. U., Benbadis, S., LaFrance, W. C., & Reuber, M. (2011). Psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy & Behavior, 22(1), 85-93.