Personlig beretning: Kristina, 24 år

Kristina  
 

 

Et typisk anfald 

Inden anfaldene kunne jeg tit mærke, at mit hjerte hamrede derudaf hurtigere end det plejer, og jeg kunne mærke blodet, der strømmede rundt i min krop. Det var så ubehageligt. Under anfaldene var det hele min krop, der lå og rystede. Det var sådan en sitren, og så kom der nogle ryk engang i mellem. Det var meget blandet. Jeg kunne høre alt, hvad der foregik. Jeg kunne bare ikke se og jeg kunne ikke svare, fordi min krop nærmest var lammet. Man følte sig simpelthen som sådan en lille person, der sad inde i hovedet og bare skreg ”Lyt nu til mig! Jeg vil ikke!”.    

 

 

Inden jeg havde været i behandling, var jeg sindssygt bange, hver gang jeg fik et anfald, fordi jeg tænkte, at nu skulle jeg dø.

– om oplevelsen under anfald 

 

 

 

Inden jeg havde været i behandling, var jeg sindssygt bange, hver gang jeg fik et anfald, fordi jeg tænkte, at nu skulle jeg dø. Jeg kunne jo høre, at jeg blev kørt af sted i ambulance hver gang. Folk vidste ikke hvad de skulle gøre, så de ringede til en ambulance. Bagefter anfaldene var jeg fuldstændig dvask. Jeg havde ingen kræfter overhovedet.  

 

Det var når min krop blev stresset, at anfaldene kom. Det er altid sket derhjemme. Hjemme ved mig eller hjemme ved mine forældre. Jeg har selv undret mig over, at det aldrig er sket når jeg har været ude og handle, eller sammen med en veninde. Jeg tror, at det længste anfald har varet fem timer, men de varierede meget i længde. Alt fra 20 minutter til fem timer. Jeg fik typisk ikke mere end to anfald om måneden.  

 

 

Det første anfald

Jeg tror ikke, at jeg kan huske det første anfald.

Men det hele begyndte, da jeg var femten. Jeg begyndte at kaste op. Alt, hvad jeg fik ned i maven, røg op igen. Og så fik jeg mavekramper. Og så begyndte jeg at få voldsom hjertebanken og trykken i hovedet, og så fik jeg flere mavesmerter. Mere opkast. Jeg havde nærmest ondt alle steder. Og så begyndte mit syn at sløre, så jeg til sidst ikke kunne se noget. Lige så snart én ting var ovre, så kom der en ny. Jeg kan huske, at jeg var på sygehuset hele tiden.  

 

 

Undersøgelser og livet med anfald

Da jeg begyndte at få anfald, var jeg med ambulancen hver gang. Jeg blev skannet og undersøgt og stukket i hver eneste gang. Lægerne havde aldrig set noget lignende før. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt møder en læge, som indirekte sagde, at min mor var hysterisk, og jeg var hypokonder. Da tabte jeg enhver form for mod. Jeg tænkte: ”Der er ingen, der gider lytte til mig”. 

 

 

Der er ingen, der gider lytte til mig.

– om ikke at blive taget alvorligt.

 

 

Jeg blev henvist til en epilepsiklinik, hvor jeg blev testet for epilepsi rigtigt mange gange. Alle mulige former for epilepsi. Jeg fik at vide, at prøverne var normale og det var så det. Så måtte vi gå derfra og vente på, at der skete noget næste gang. Jeg håbede inderligt på, at jeg havde epilepsi. For så kunne jeg sige: ”Dét der fejler jeg. Jeg er ikke unormal. Jeg fejler noget”.



Jeg flyttede på et tidspunkt og fik ny læge. Jeg kom ned til hende og hun tjekkede alt igennem, fordi at jeg er ny patient. Jeg fortalte hende alt, hvad jeg følte der var galt med mig. Lægen havde lige været på kursus i funktionelle lidelser, og hun ville gerne prøve at sende mig til Funktionelle Lidelser i Aarhus. Hun spurgte om jeg ville være åben over for det og det var jeg. Jeg tænkte, at her var der en læge, som ikke bare lukkede ned, men rent faktisk prøvede at hjælpe mig.

 

At få diagnosen

Da jeg kom op på Funktionelle Lidelser, blev jeg undersøgt af en læge. Bagefter gik jeg en lille tur med mine forældre. Da jeg kom ind til lægen igen, begyndte hun at fortælle om funktionelle lidelser. Hun snakkede og hun snakkede og hun snakkede. Til sidst spurgte min far: ”Jamen, er det dét, hun har?”. Og så sagde lægen ”Ja”. Det var der ingen af os, der lige havde fanget.   

 

 

Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så lettet og så bekymret på samme tid.

– om at få diagnosen.

 

 


Jeg kan huske, at jeg tænkte ”Har vi lige fundet ud af, hvad jeg fejler?”. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så lettet og så bekymret på samme tid. For jeg tænkte også på, om jeg var underlig i hovedet, siden det også var noget psykisk. Jeg kendte kun til fysiske sygdomme og vidste ikke meget om psykiske sygdomme. Så det var et meget stort spring for mig.

 



Behandling

Jeg kom i gruppeterapi på Funktionelle Lidelser. Jeg startede på holdet 2 måneder efter jeg fik diagnosen. Vi fik sådan en mappe udleveret med en dagsorden. Og det var både gruppeøvelser og øvelser, hvor vi f.eks. skulle skrive vores mål ned. Jeg tror at det, der gjorde forskellen for mig, var alle de opmærksomhedsøvelser vi lavede. Jeg havde brug for at lære at mærke min krop. Mærke hvad der var og lade være med at skubbe det væk. Når jeg mærkede noget før, så skubbede jeg det bare væk og afledte mig selv.   

Det gjorde også en forskel, at jeg var på et hold. Bare det, at vi fik lov at snakke sammen og jeg kunne høre, at der var andre, der havde det ligesom mig. Da jeg mødte op, tænkte jeg, at lægerne måske havde ret. Måske var jeg bare hypokonder. Men da jeg så fik snakket med de andre og hørte, at de havde det ligesom mig... Jeg har aldrig følt mig så normal, som jeg gjorde i deres selskab. Det var fantastisk. Jeg var så glad, hver eneste gang, jeg skulle til behandling.  

 

 

 Jeg har aldrig følt mig så normal, som jeg gjorde i deres selskab. 

– om at være i gruppeterapi.  

 

Familie og venner

Til at starte med synes jeg, at det var svært at forklare hvad funktionelle lidelser var til min familie og venner. Jeg vidste jo ikke rigtigt selv, hvad det var. Jeg kan huske, at jeg sagde noget med, at jeg har en krop, der larmer. Og så spurgte de ”Jamen, hvorfor larmer den?”. Og så fik jeg bare lyst til at snakke om noget andet. Jeg synes, at det var svært at forklare noget, jeg ikke selv forstod. Det virkede ikke troværdigt.  

Jeg tror stadig ikke, at min familie forstår det helt i dag. Jeg har forklaret min kæreste det mange gange, men jeg tror, at det ligger langt væk i hans hoved. Jeg fik på et tidspunkt et lille anfald, som han så. Og det er som om, at han lidt bedre kan sætte sig ind i det nu. Som om at han bare var nødt til at se det. Det er jo også svært at forholde sig til, hvis man bare siger ”Jamen, det ligner lidt et epileptisk anfald”. 

 

 

I dag og fremtiden

Jeg kan stadigvæk få de her symptomer på funktionelle lidelser, men jeg ved med det samme, at der er symptomer. Og jeg kan finde ud af at stoppe det, når det kommer.  

 

 

Hvis anfaldene kommer, jamen så kommer de. Jeg er ikke længere bange eller utryg.  

– om risikoen for tilbagefald. om risikoen for tilbagefald. 

 

 


Lige nu har jeg ikke anfald, men det kan da sagtens være, at jeg får tilbagefald. Men folk omkring mig ved, hvad de skal gøre, og jeg ved også selv, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig ikke længere som den der lille mand, der sidder inde i hovedet. Jeg føler, at jeg har kontrol og at det er min krop. Så jeg har meget mere ro nu. Hvis anfaldene kommer, jamen så kommer de. Jeg er ikke længere bange eller utryg.