Du er her: Funktionelle anfald Behandling

Hvordan behandles funktionelle anfald?

Kort sagt..

Psykologisk behandling er den eneste behandling, der indtil videre har vist sig at virke på funktionelle anfald. I psykologisk behandling kan man tale om anfaldene, lære teknikker til at håndtere dem og tale om andre svære tanker eller følelser.

 

Man har forsket i mange forskellige måder at behandle funktionelle anfald på. Man har fx undersøgt om forskellige slags medicin og forskellige former for psykologisk behandling kan hjælpe på funktionelle anfald. Indtil videre er psykologisk behandling det eneste, som forskere har fundet ud af virker mod funktionelle anfald. 

 

Med psykologisk behandling får man hjælp til at håndtere sine anfald gennem samtaler med en psykolog eller en læge. Samtalerne kan foregå individuelt, i grupper eller som familieterapi. Det er meget forskelligt, hvor længe man har brug for terapi, og hvor lang tid det tager før man begynder at få det bedre. Enkelte vil også opleve, at psykologisk behandling slet ikke hjælper.   

 

Hvis man oplever funktionelle anfald, så har man måske været i tvivl om, hvorvidt psykologisk behandling virkelig kan hjælpe. Man har måske haft tanker som: ”Mine anfald er ikke nogle jeg forestiller mig og jeg er ikke skør, så hvorfor skal jeg gå i psykologisk behandling?”. Men selvom anfaldene ikke kun er psykiske, og man ikke er skør, så kan psykologisk behandling hjælpe på anfaldene. Herunder vil vi gennemgå hvad psykologisk behandling kan tilbyde. Psykologisk behandling kan give mulighed for at: 

 

  • Undersøge anfaldene og deres årsag
  • Lære teknikker til at håndtere anfald og andre svære situationer
  • Få hjælp til at ændre tanker eller adfærd, der står i vejen for at man kan blive rask
  • Tale om svære følelser og bekymringer
  • Tale om andre svære problemer  

Hvad laver man i psykologisk behandling? 

Gennem psykologisk behandling, kan man få viden om hvad funktionelle anfald er. Man kan få mulighed for at undersøge hvad der sker op til, under og efter et anfald. Man vil kunne undersøge, hvad der normalt udløser ens anfald. Man kan også undersøge, hvad der kan være medvirkende til, at man har udviklet funktionelle anfald.  

 

Psykologisk behandling kan hjælpe en med at forstå hvordan man reagerer i stressende situationer. Man kan undersøge om dette har betydning for at man oplever anfald. Man kan få hjælp til at finde teknikker til at håndtere sine anfald. Man kan fx arbejde med mindfulness-øvelser, afslapningsøvelser eller vejtrækningsøvelser, for at undersøge om de kan hjælpe med at håndtere de funktionelle anfald.

 

Man kan få hjælp til at ændre tanker eller ting man gør, der står i vejen for at man kan blive rask. 
Det kan fx være bekymringer om hvornår næste anfald kommer. Man får også mulighed for at tale om sine følelser. Det kan gøre at de føles mindre overvældende. Som man bliver bedre til at håndtere sine følelser, vil man måske opleve, at man får færre anfald.   

 

Gennem psykologisk behandling, vil man også kunne få hjælp til andre svære problemer. Det kan være problemer med ens parforhold, mobning, økonomiske problemer og lignende. Ved at snakke om disse problemer med en behandler, kan man finde frem til hvordan man bedst løser dem. Det kan nogle gange give mere overskud i hverdagen. 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.02.2017